”Hvorfor har du ikke sagt noget?”
Den mystiske replik bliver blandet med glimt af alkohol, utroskab, vold og økonomiske problemer i traileren til Lille sommerfugl.
Den nye film af Søren Kragh-Jacobsen beskrives som en Danmarksfortælling på tværs af tre generationer, der under et guldbryllup hiver den ene familiehemmelighed efter den anden ud af skabet.
Hovedrollerne i Lille sommerfugl besættes af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster, som spiller henholdsvis en stædig svineavler og hans livledsager gennem 50 år.
I traileren bevæger de sig gennem en sørgmunter aften med skåltaler og skænderier, mens hyggelig folkemusik fylder lydtæppet i baggrunden.
Jesper Christensen samarbejdede første gang med Søren Kragh-Jacobsen i Vil du se min smukke navle? fra 1978. Instruktøren var senest spillefilmaktuel med I lossens time fra 2013 og stod i 1999 bag Dogme-klassikeren Mifunes sidste sang.
De senere år har Søren Kragh-Jacobsen instrueret flere afsnit af danske storserier som Borgen og Bedrag.
Lille sommerfugl har premiere den 3. december og er med i Biografklub Danmarks program.
Kommentarer