01. apr. 2015

Mad Max: Fury Road

Foto | Jasin Boland

Der er kitschet voldsgalskab for alle pengene i opdateringen af George Millers ørken-dystopi.

Det er sjældent, at ildsprudlende guitarer og våbenperforerede hoveder får plads på Cannes-festivalen, men det er tilfældet i år.

Mad Max: Fury Road får nemlig premiere på årets festival, og at dømme ud fra traileren er den mindst lige så sindssygt tosset som forgængerne fra 1980’erne.

Faktisk er der – at dømme efter traileren – skruet op for galskaben, når Tom Hardy (Bronson) overtager Mel Gibsons ikoniske rolle som titlens Mad Max, som kæmper sig gennem et ørkenlandskab af outrerede karakterer.

Sammen med Charlize Theron står han i spidsen for det postapokalyptiske univers, hvor Max først flygter fra skaldede albinomænd i et hyperstiliseret miljø.

Siden går han op imod en superskurk med maske og forvrænget stemme, og derfra eksploderer det hele for alvor i et teatralsk voldsorgie.

Mad Max: Fury Road får premiere i Danmark samme dag som på Cannes, den 14. maj.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko