”Jeg troede ikke, at det betød noget for så mange,” siger drabsdømte Steven Avery i traileren til den kommende nye sæson af Making a Murderer.
True crime-serien blev et fænomen, da den fik premiere i 2015. Nu er der efter næsten tre år endelig mere på vej, når næste kapitel af filmskaberne Moira Demos og Laura Ricciardis serie rammer Netflix i næste uge.
”Når man først er dømt, skal man flytte bjerge for at blive løsladt,” siger en af Averys forsvarere i traileren, mens spændingsmusik, der er en Hollywood-blockbuster værdig, fylder lydsiden ud.
Helt så eksplosivt bliver det næppe i alle seriens ti nye afsnit, hvis man fortsætter det grundige og dybdegående arbejde fra den første sæson.
I traileren præsenteres dog forsvarets nye trumfkort, der tilsyneladende kan vende op og ned på sagen. Kathleen Zellner hedder den berømte advokat, der selvsikkert fremturer: ”Jeg har ét mål: At få Steven Averys dom omstødt.”
Hun dykker ned i sagen og finder efter eget udsagn beviser, der kan rense Avery.
Fokus er på Avery og hans nevø Brendan Dassey, der begge fastholder, at de er blevet uskyldigt dømt. Men serien åbner også for en større undersøgelse af retssystemet i USA, som landets borgere ofte har skeptisk holdning til.
Making a Murderer får premiere på Netflix den 19. oktober.
Kommentarer