04. apr. 2016

Marseille

Foto | Federation Entertainment

Netflix står klar med ny tv-serie, som er det franske svar på House of Cards.

Den franske manuskriptforfatter Dan Franck har fået frie tøjler af Netlix til at lave den franske tv-serie Marseille. Serien er en slags fransk svar på House of Cards og har den franske stjerneskuespiller Gérard Depardieu i hovedrollen som borgmesteren Robert Taro i den franske kystby Marseille.

Taros borgmesterstatus er i fare, da han ved det kommende valg er oppe mod den yngre og populære borgmesterkandidat Lucas Barres (Benoît Magimel).

Traileren alene får i særdeleshed den nye serie til at ligne House of Cards. Depardieu vises i flere symmetriske billeder siddende på sit borgmesterkontor eller stående ved en talerstol. Med det franske flag bag sig ligner det måden, vi er vant til at se Kevin Spacey som Frank Underwood i House of Cards.

I et kort klip vises byen Marseille endda med timelapse-effekt i nøjagtig samme stil, som Washington vises i introen til House of Cards.

Traileren sender et tydeligt signal om, at der bliver kamp til stregen mellem de to magtmænd. Fra 5. maj kan alle otte afsnit af første sæson ses på Netflix.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko