TV 2-serien Rita var et morsomt, politisk ukorrekt bekendtskab, men den ledte ikke just tankerne hen på Stephen King.
Christian Torpe, der skabte serien, har dog taget skridtet fra dansk tv-komik til en storstilet amerikansk serie, der bygger på mesterens bog The Mist. Serien har amerikansk premiere den 22. juni på kanalen Spike, men endnu er den ikke annonceret i Danmark.
Det sker forhåbentlig snart, for den første trailer er netop udkommet, og det ser nervepirrende ud i al sin hektiske mystik.
The Mist foregår i en lille by på den amerikanske østkyst, hvor en mærkelig tåge en dag pludselig gør sit indtog.
Stephens Kings korte bog udspiller sig udelukkende i et supermarked, men i tv-serien har Torpe udvidet universet til et persongalleri spredt ud over byen, hvis indbyggere tæller en karakter spillet af Danica Curcic.
I et interview fortæller Christian Torpe, hvordan serien adskiller sig fra bogen. Men han bemærker også, at historien, som Stephen King skrev i 1980, er aktuel som aldrig før.
”Det er desværre lige til tiden at lave en serie om, hvad folk gør, når de er styret af frygt. Vi kan se, hvad der sker i verden, og alle leder hele tiden efter nogen at skyde skylden på, eller én, der kan lede dem til det forjættede land. Så finder man nogen at hade, enten for deres køn, race eller tro,” fortæller Christian Torpe til Entertainment Weekly.
The Mist er en psykologisk thriller, som Torpe beskriver på denne måde i samme interview: ”Jeg præsenterede den som Ingmar Bergmans Dødens gab.”
Kommentarer