”I like to be in America!”
Sådan synger de puertoricanske immigranter i West Side Story – en sang, der handler om begejstringen for USA og landets guldrandede løfter, men også den kyniske realitet, der mødte de håbefulde tilrejsende.
Immigranternes ihærdige jagt på den amerikanske drøm har altid været et yndet emne på det store lærred, og A Most Violent Year fortsætter traditionen.
Abel Morales (Oscar Isaac) er ankommet til USA med ambitioner om at være sin egen lykkes smed. Med gåpåmod, kræmmertalent og sin stålsatte kone Anna (Jessica Chastain) i ryggen får han stablet en forretning på benene.
Filmens titel refererer til 1981, et af de blodigste år i New Yorks historie. Volden løb løbsk, og en allerede presset ordensmagt kunne ikke dæmme op for bølgen af kriminalitet.
En realitet som Abels konkurrenter drager nytte af. Deres ufine metoder går ubemærket hen, og snart må Abel gøre op med sig selv, hvor langt han vil gå for at beskytte, hvad der er hans.
A Most Violent Year er skrevet og instrueret af J.C. Chandor. Foruden Oscar Isaac og Jessica Chastain findes også David Oyelowo og Albert Brooks på rollelisten.
A Most Violent Year har premiere den 11. juni.
Kommentarer