I slutningen af Nattevagten bliver Ulf Pilgaards uhyggelige kommissær Wörner skudt to gange i brystkassen og falder om.
Men hvis du troede, at det gjorde en ende på hans sindssyge forbrydelser, kan du godt tro om.
For Wörmer overlevede og befinder sig på Sankt Hans Hospital. Han virker godt nok temmelig passiv og stillesiddende, men lur os, om der i løbet af Nattevagten – Dæmoner går i arv ikke kommer liv i ham igen.
Ellers er det Ole Bornedals datter, Fanny Leander Bornedal, der sprudler i traileren til toeren.
Hun spiller den medicinstuderende Emma, der er datter af Nikolaj Coster-Waldaus Martin. Ligesom sin far tager hun et studiejob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut.
Det er en fornøjelse at se hende danse ned ad gangene med The Minds of 99 i ørerne. Og i modsætning til sin traumatiserede far har Emma modet til at konfrontere det onde.
Martins gamle ven Jens er hjemme igen efter at have gjort karriere i Asien. Og Kim Bodnia har så sandelig ikke mistet sin hverdagsdæmoni, når han med sin hæse stemme spørger: ”Har du nogensinde prøvet at blive slået ihjel?”
Traileren indeholder den samme blanding af rædsel og galgenhumor, der gjorde Nattevagten til en øjeblikkelig succes i 1994. Den gav dansk film et ordentlig los i den socialrealistiske bagdel ved at gå all in på fascinationen, volden og begæret – kraftigt inspireret af amerikansk film.
Nye på rollelisten er Paprika Steen, der virker skræmmende som politikommissær Kramer, og Sonja Richter, der spiller psykologen Gunver. Mens Alex Høgh Andersen har et glimt i øjet som Emmas kæreste.
Sidst, men ikke mindst er Casper Kjær Jensen skrækindjagende som copycat-seriemorder, når han med sin pande forsøger at banke hul i pansret glas.
Den stærke billedside er skabt af Lasse Frank (Skyggen i mit øje, Tom of Finland), som er en af vores bedste fotografer. Der er også grund til at fremhæve Thomas Greves production design.
Nattevagten – Dæmoner går i arv har premiere den 14. december, og det er længe at vente, efter at den effektive trailer har fået pulsen højt op.
Kommentarer