Paven Lenny (Jude Law) bevæger sig med sin nærmest plastikagtige hud og blændende, hvide underbukser igennem en tunnel af bikiniklædte, volleyballspillende italienske skønheder.
Den nye pave (John Malkovich) bevæger sig i en knap så blændende, men ikke desto mindre hvid pavedragt imellem to på ingen måde bikiniklædte Schweizer-garder.
Sådan ser traileren ud til Paolo Sorrentinos kommende fortsættelse af den pavefortælling, han i 2016 påbegyndte med miniserien The Young Pope.
Jude Laws pave endte den første sæson i koma, og Malkovich præsenteres nu som den nye leder af den katolske tro. Men hvad sker der, hvis den unge pave vågner op igen?
Det er spørgsmålet i den nye serie, der genbruger en stor del af de oprindelige skuespillere, men også tilføjer en række nye navne. Heriblandt musikeren Marilyn Manson, den amerikanske skuespiller Sharon Stone og danske Ulrich Thomsen.
Det er langt fra første gang, den fynske skuespiller snupper en rolle uden for Danmarks grænser. Tidligere har han både spillet Bond-skurk i The Worlds Is Not Enough og benhård kriminel i tv-serien Banshee.
Hvad Thomsen spiller i Sorrentinos serie, vides ikke, men han står til at medvirke i samtlige ti afsnit. The New Pope forventes at få premiere på C More, inden året er omme.
Kommentarer