”Hvilke karakteregenskaber kræver det ikke alene at ændre verden, men at gøre det på en måde, hvor man bliver beundret?”
Det spørgsmål stilles i traileren til dokumentarfilm om den danske videnskabsmand Niels Bohr, der i en alder af bare 38 år i 1922 fik Nobelprisen i fysik.
Niels Bohr er med sin forskning i atomfysik et af de mennesker, som har haft den største betydning for det 20. århundrede.
Han opdagede, at man kunne spalte en atomkerne, og under Anden Verdenskrig kæmpede Tyskland, Rusland, USA og England om at få fat i Bohr, idet hans forskning måske kunne bruges til udviklingen af atombomben.
”Viden er et tveægget sværd,” siger en forsker i dokumentaren, som sætter fokus på, hvordan Niels Bohr forsøgte at bruge sin viden i det godes tjeneste. Efter krigen blev han en fortaler for fredelig udnyttelse af atomenergi.
Niels Bohr: Verdens bedste menneske er instrueret af Anna von Lowzow og Marie Breyen. Den byder på arkivmateriale og samtaler med internationale forskere og Bohrs egne familiemedlemmer.
Filmen tegner dermed ikke kun et portræt af en generøs og omfavnende forsker, men også af privatpersonen, ægtemanden og familiefaren Niels Bohr.
Niels Bohr: Verdens bedste menneske får biografpremiere den 2. februar 2023.
Kommentarer