04. feb. 2021

Pagten

Foto | Manuel Alberto Claro

Birthe Neumann stråler som en både stærk og skrøbelig Karen Blixen i Bille Augusts filmatisering af den store forfatters hemmelige liv.

Af Nicki Bruun

Bille August havde stor succes med at filmatisere en af dansk litteraturs store klassikere: Henrik Pontoppidans Lykke-Per.

Nu er den Oscar-vindende instruktør bag klassikere som Pelle Erobreren klar til at gå skridtet videre med en filmatisering af en af de største danske forfatteres liv.

I Pagten spiller Birthe Neumann rollen som Karen Blixen, der indleder et ganske særligt forhold til den unge digter Thorkild Bjørnvig. I den første trailer til filmen kan man se, hvordan de to kunstnere i 1950’erne indgår en pagt, der får stor betydning for begges liv.

Da de første gang mødes, er hun 63 år og hjemvendt til Danmark efter sit eventyr i Afrika. Han er 30 og har kone og barn, men siger ja til at adlyde hende ubetinget, fordi hun lover at gøre ham til en stor kunstner.

Birthe Neumann virker som Blixen forrygende mystisk, lige dele stærk og skrøbelig. Hun spiller over for det unge talent Simon Bennebjerg, der har vist sit værd i adskillige kortfilm på Ekko Shortlist – heriblandt Delphi – samt serier som aktuelle Lover. Men nu ser ud til at få sit helt store gennembrud.

Filmen bygger på Thorkild Bjørnvigs erindringsbog fra 1974, hvor han beskriver det særlige forhold til Karen Blixen, der døde 77 år gammel i 1962 på sin gård Rungstedlund.

Manuskriptet er skrevet af Christian Torpe, som også stod for ordene i Bille Augusts prisvindende drama Stille hjerte.

Pagten er med i programmet hos filmklubben Biografklub Danmark og får premiere 15. april.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko