19. feb. 2020

The Plot Against America

Foto | Michele K. Short

David Simon – skaberen af mesterværket The Wire – er tilbage med en miniserie, hvor et fascistisk USA er styret af galopperende jødehad.

Af Nicki Bruun

Det er svært ikke at tænke på nutiden, når man ser traileren for HBO-serien The Plot Against America.

Den foregår ganske vist i et USA, der under Anden Verdenskrig går i en radikalt anderledes retning end i virkeligheden. Men det virker som en klar kommentar til det stigende fremmedhad i dagens samfund, når den berømte pilot Charles Lindbergh vinder præsidentvalget og nægter at lade sit land deltage i krigen.

I stedet går han til kamp mod landets jødiske befolkning, der bliver tvunget på flugt. Traileren følger primært en jødisk familie, hvor forældrene er fortvivlede og sønnen forvirret i sine forestillinger om Adolf Hitlers nazistiske rige.

Det hele er svøbt ind i smukke og periodetro billeder, mens lydsiden skaber en nervepirrende stemning af paranoia.

Serien er baseret på en bog fra 2004 af den prisvindende jødisk-amerikanske forfatter Philip Roth. Og i tv-udgaven er det ingen ringere end manden bag seriemesterværket The Wire, David Simon, der står bag sammen med sin faste samarbejdspartner Ed Burns.

På rollelisten finder man John Turturro, Winona Ryder og Zoe Kazan, hvis figurer forholder sig forskelligt til den voksende trussel fra en diktatorisk leder.

The Plot Against America får premiere på HBO Nordic den 17. marts.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko