08. nov. 2017

The Post

Foto | Niko Tavernise

Steven Spielberg arbejder for første gang sammen med Meryl Streep i historisk drama om Washington Posts afsløring af Pentagon-dokumenterne.

Steven Spielberg er indtil nu gået stille med dørene om The Post. Men nu er der kommet den første trailer, og det ligner en vaskeægte Oscar-film af den højeste kaliber.

Instruktøren arbejder endnu en gang med den folkekære Tom Hanks og Meryl Streep.

Allison Brie (GLOW), Bradley Whitford (Get Out) og Bob Odenkirk (Breaking Bad) er også med på rollelisten.

Titlen The Post refererer til avisen The Washington Post, hvor Meryl Streep spiller rollen som avisens chefredaktør Katherine Graham i 1970’ernes USA. Sammen med redaktøren Ben Bradlee (Tom Hanks) kæmper hun mod den amerikanske regering for at få udgivet de fortrolige Pentagon-dokumenter, som omhandler Amerikas involvering i den igangværende Vietnam-krig.

Samtidig har hun det meste af sin redaktion imod sig, fordi de ikke har tillid til en kvindelig chef.

Filmen går tydeligvis Alle præsidentens mænd fra 1976 i bedene – en klassiker, der omhandler Watergate-skandalen, som blev afsløret af The Washington Post.

Steven Spielbergs seneste historiske thriller Spionernes bro fokuserer også på USA’s fordækte historie. The Post ligner endnu en spændingsmættet film, hvor hele den amerikanske pressefrihed er på spil. Især Meryl Streep, som ikke før har arbejdet med Steven Spielberg, ser ud til at være i sit es som den talentfulde kvinde, der har hele verden imod sig.

The Post har dansk biografpremiere 5. april 2018.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko