Dennis Hoppers Easy Rider gjorde i 1969 motorcykeltilværelsen til en uimodståelig drøm for mange.
Livsstilen findes også i mindre udgave, som vi så i Michael Noers gennembrudsdokumentar om knallertbanden i De vilde hjerter. Og i miniputudgave i form af provins-Danmarks scooterkultur, hvor helt unge mennesker – stadig primært drenge – kører scooter sammen.
DR’s dokumentarserie Scooter Boys følger i ti afsnit et ungt scooterfællesskab i den midtjyske by Bjerringbro. Her har instruktøren Jonatan Nothlev i en periode undervist på en højskole, hvor han kom i kontakt med hovedpersonerne.
”Der er ikke noget, der svinger som Bjerringbro by night,” sang C.V. Jørgensen, og i traileren kastes vi direkte ud i synet af drengene, der fræser lynhurtigt rundt om en brændende bil i ly af natten.
Men midt i al hjulspinneriet, styrtene og drengerøvshyggen – et af scooter-børnene hedder godt nok Alberte – er der også glimt af ømhed. Man får indtrykket af en venneflok, der bare gerne vil passe deres hobby uden at blive betragtet som rødder af politiet og andre.
”Vi er ikke alle sammen ballademagere. Under hjelmen er der stadig nogle flinke unge mennesker,” lyder det meget jysk og troværdigt fra en af drengene.
Instruktøren skriver i pressematerialet, at han med serien vil præsentere unge forbilleder fra arbejderklassen. Det har en værdi at dyrke de nære, lokale fællesskaber frem for partout at tonse mod metropolerne og gymnasierne med det samme.
Og missionen ser ud til at være lykkedes. I hvert fald ud fra traileren, også selv om den slutter med uansvarlig affyring af krudt i baghaven!
Scooter Boys er produceret af Frau Film og Forstad Productions og har premiere på DRTV 5. maj.
Kommentarer