Af Nicki Bruun
Med Niels Arden Oplev i instruktørstolen, et bestseller-bogforlæg og den attraktive plads som åbningsfilm i Biografklub Danmark tyder alt på, at Ser du månen, Daniel bliver et af årets store samtaleemner.
Nu er der kommet den første trailer til filmen, hvor Esben Smed spiller den autentiske fotograf Daniel Rye, der tages til fange af Islamisk Stat i Syrien, hvor han bliver tortureret i mere end et år.
Filmen bygger på Puk Damsgaards bog af samme navn fra 2015, men filmens manuskript er af altid leveringsdygtige Anders Thomas Jensen, der skruer ned for komikken og op for dramatikken i gengivelsen af virkelighedens tragiske hændelser.
Mens Daniel sidder fanget, prøver hans familie hjemme i Danmark desperat at skaffe penge til at betale terroristernes løsesum.
Foruden at spille en specialist i gidseltagning, der forhandler med terroristerne på arabisk, springer Anders W. Berthelsen også ud bag kameraet som co-instruktør.
Han og Niels Arden Oplev har ud fra traileren at bedømme skabt en spændingsmættet film, der både byder på storladne billeder og intenst kammerspil.
Ser du månen, Daniel får premiere 29. august.
Kommentarer