05. aug. 2020

Shorta

Foto | Tine Harden

Dansk debutfilm om kamp mellem politi og ghettobeboere leder med pulserende action og mørk kompleksitet tankerne hen på Black Lives Matter-demonstrationerne.

Af Nicki Bruun

To betjente bliver fanget i en ghetto, da det kommer frem, at en ung mand med indvandrerbaggrund er død under anholdelsen. En politimand har siddet oven på ham, mens fyren gispede: ”Jeg kan ikke trække vejret.”

Handlingen er både højaktuel og sprængfarlig i den danske debutfilm Shorta – arabisk for ”politi” – der næste måned får verdenspremiere på den verdensberømte Venedig-festival.

Nu er der kommet en trailer, som fuld af pulserende action og mørk kompleksitet leder tankerne hen på amerikanske politidramaer som Training Day og Sidste nat på station 13 fra 1976.

Filmen virker inspireret af Black Lives Matter-demonstrationerne i kølvandet på politimordet på afroamerikanske George Floyd i USA. Den er naturligvis lavet inden, men under alle omstændigheder er fortællingen om fordomme mellem ordensmagt og nydanskere et spændende og underbelyst kapitel i dansk film.

Jacob Hauberg Lohmann lægger skikkelse til den racistiske politimand Mike, der stik imod ordrer fra sine overordnede bevæger sig ud i ghettoområdet Svalegården sammen med sin yngre kollega Jens (Simon Sears). Da områdets unge beboere hører nyheden, antændes et enormt hævnraseri, og de to politimænd griber til våben for at forsvare sig.

De andre hovedroller spilles af debutanten Tarek Zayat som politimændenes modvillige hjælper Amos, Özlem Saglanmak som hans mor og Dulfi Al-Jabouri som en ungdomsklubleder, der forsøger at mægle i konflikten.

Filmen er skrevet og instrueret af Frederik Louis Hviid – Super16-uddannet filmskaber bag den anderledes morsomme afgangsfilm Halvmand – og Anders Ølholm, der er kendt som manuskriptforfatter bag Antboy-trilogien, men som instruktørdebuterer med den barske actionthriller.

Shorta får premiere i danske biografer den 8. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko