Danske David Dencik fik for alvor sit internationale gennembrud i Thomas Alfredsons Dame, konge, es, spion fra 2011, og nu medvirker han i den første film, som instruktøren har lavet siden da.
Filmatiseringen af Jo Nesbø-krimien Snemanden er dog en stjernespækket, amerikansk film med Michael Fassbender i hovedrollen.
Derfor får vi også kun et hurtigt glimt af Dencik i filmens første trailer, der netop er blevet offentliggjort.
I Snemanden spiller Fassbender detektiven Harry Hole, som skal opklare mysteriet om en kvinde. Hun er sporløst forsvundet og har kun efterladt sig et lyserødt halstørklæde om halsen på en snemand.
En lignende historie er mildt sagt fortalt før i bølgen af nordic noir-krimier, men traileren får det til at se mere end almindeligt flot ud. Til stemningsfuld musik af Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood og eksplosiv klipning bliver en drabelig historie rullet ud. Flere kvinder forsvinder, og det står efterhånden klart, at en seriemorder er på spil.
I første omgang skulle ingen ringere end Martin Scorsese have instrueret, men han sprang fra og blev erstattet af Thomas Alfredson, som blev internationalt kendt med vampyr-ungdomsfilmen Lad den rette komme ind.
Dame, konge, es, spion er en raffineret koldkrigs-thriller baseret på forlæg af John le Carré, så det er spændende, om Alfredson har formået at skabe endnu en skarp filmatisering.
Snemanden står til dansk biografpremiere den 12. oktober.
Kommentarer