20. feb. 2017

Song to Song

Emmanuel Lubezki

Ryan Gosling, Rooney Mara, Natalie Portman og Michael Fassbender forelsker sig på kryds og tværs i traileren til Terrence Malicks nye drama.

Kærlighedsdramaet Song to Song ser ud til at være mættet til bristepunktet med passion og smertelige forviklinger.

Traileren bekræfter de sparsomme oplysninger om handlingen, som der tidligere er blevet afsløret. Nemlig at den fortælling, som Terrence Malick har brygget på siden 2011, er et firkantsdrama, som udspiller sig med Austins musikmiljø som bagtæppe.

Michael Fassbinder oser af selvsmagende charme som musikproduceren Cook, der forfører en ung servitrice i skikkelse af Natalie Portman.

Under sine vinger tager han også den håbefulde sangskriver BV, nemlig Ryan Gosling, som får mulighed for at vise, at hans musiske talenter spænder bredt.

Goslings BV har forelsket sig i sangskriveren Faye (Rooney Mara), der – som titlen antyder – drømmer om at leve livet fra sang til sang. Også hun fanger Cooks interesse – ikke kun for sine musiske talenter.

Emmanuel Lubezkis dansende kamera slynger os rundt i de forviklede kærlighedsrelationer til tonerne af de rockede rifs, som bølger ud over scenekanten på Austins musikfestivaler.

Det ser også autentisk ud. Måske fordi, nogle af filmens scener er optaget under den virkelige Austin City Limits Music Festival i 2013. Her kunne Michael Fasbender ses optræde sammen med Arcade Fire, Black Lips og Patti Smith.

Disse store musiknavne vil i følge nyhedssitet Indiewire også optræde i filmen sammen med blandt andre Iggy Pop, Florence and the Machine og svenske Lykke Li.

Malick-traditionen tro er også birollerne besat af stjerner, blandt andre Cate Blanchett, Christian Bale og Benicio del Toro.

Song to Song kan ses i de danske biografer fra 13. april.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko