07. juni 2018

A Star Is Born

Foto | Clay Enos

Lady Gaga brillerer som håbefuld sanger i traileren til instruktørdebutanten Bradley Coopers genindspilning af musical-klassiker.

For to år siden viste Damien Chazelles brusende La La Land, at musicalen som genre stadig er i live.

I år kan vi meget vel få endnu en fantastisk oplevelse i filmmusikkens verden, selv om Bradley Coopers instruktørdebut A Star Is Born egentlig ikke er en musical, men snarere et drama om musikere.

Den første trailer er nemlig udkommet, og filmen ser forrygende ud.

Den aspirerende sanger Ally, i skikkelse af sangstjernen Lady Gaga, møder den fordrukne countrystjerne Jackson Maine, spillet af Cooper. Han hjælper den unge kvinde med en fantastisk stemme med at nå til tops i musikkens verden.

Selv om Lady Gaga er bedst kendt for sin musik, har hun også medvirket i flere film og blev kendt for sin rolle i tv-serien American Horror Story. Dette ser dog ud til at kunne blive hendes store gennembrud, og ud fra traileren at bedømme spiller hun fremragende.

A Star Is Born kom første gang i 1937 med den danske titel Hollywood bag kulisserne. Siden er den blevet genindspillet adskillige gange.

I 1954 lavede George Cukor En stjerne fødes – som den danske titel meget trofast blev oversat til – med Judy Garland og James Mason i hovedrollerne som henholdsvis ung sanger/skuespiller og filmstjerne med alkoholproblemer.

Mest kendt i dag er nok udgaven fra 1976 med Kris Kristoffersen og Barbra Streisand, der vandt en Oscar for bedste originale sang i filmen.

Den nye A Star Is Born står til dansk biografpremiere 25. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko