03. mar. 2023

Succession – sæson 4

Foto | HBO

Tidens bedste serie gør klar til at slutte med et brag, når den stenrige Roy-familie vender tilbage større, hurtigere og vildere end nogensinde før.

Af Nicki Bruun

Det ser ud til, at tidens bedste serie er klar til at afslutte med et brag.

Succession har igennem tre sæsoner budt på højspændt drama og knivskarp komik i skildringen af den stenrige og ikke videre sympatiske Roy-familie.

For nylig blev det meldt ud, at fjerde sæson af den forrygende serie bliver den sidste. Nu er der så kommet en trailer, som med patriarken Logan Roys ord tegner til en sæson, der er ”større, hurtigere og vildere”.

Der er i hvert fald ild i øjnene på Brian Cox, der spiller den hensynsløse Logan, som ikke skyer nogen midler for at vinde – end ikke at smide sine egne børn under bussen.

”Det er, som hvis julemanden var lejemorder,” bemærker Greg (Nicholas Braun) morsomt om den ældre mand i traileren.

Med seriens slående kendingsmelodi og tårnhøjt tempo giver traileren hjertebanken og svedige håndflader af forventning.

Der bliver også lagt op til større problemer end nogensinde i ægteskabet mellem Roy-datteren Shiv (Sarah Snook) og Tom (Matthew Macfadyen). Ikke så overraskende set i lyset af, at han valgte hendes fars side i slutningen af tredje sæson.

Også Shivs brødre – Kendall (Jeremy Strong), Roman (Kieran Culkin) og Connor (Alan Ruck) – er på mere eller mindre vanvittige missioner i både finansernes og politikkens verden.

Fjerde sæson af Succession får premiere på HBO Max den 27. marts.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko