18. jan. 2023

Superposition

Foto | Sine Vadstrup Brooker

Dansk debutfilm stikker med svensk skovidyl og uhyggelig stemning kniven ind i det moderne parforhold.

Af Nicki Bruun

Vi har vel alle sammen på et tidspunkt drømt om at trække stikket ud og forlade den travle hverdag til fordel for et mere simpelt liv.

Marie Bach Hansen og Mikkel Boe Følsgaard fører drømmen ud i livet i Superposition, som der er kommet en trailer til.

Her ses skuespillerne som det unge par Stine og Teit, der sammen med sønnen Nemo dropper hverdagens trummerum og flytter ud i en svensk skov.

Her håber de på at finde lykken og hinanden.

Det starter med idyl, mens de i deres egen podcast roser sig selv for den modige beslutning. Stemningen bliver dog mere uhyggelig, da parret opdager, at de ikke er alene i den svenske ødemark.

Snart bobler konflikter mellem Stine og Teit op til overfladen.

Superposition er instrueret og skrevet af spillefilmdebutanten Karoline Lyngbye. Hun er uddannet på Den Danske Filmskole, hvor hun i 2013 lavede afgangsfilmen Spidse albuer, blødende knæ.

Den kan ses på Ekko Shortlist og blev i 2015 nomineret i to kategorier ved prisuddelingen Ekko Shortlist Awards.

Hendes debut i det lange format ligner et psykologisk parforholdsdrama, der stikker kniven dybt ind i stil med Christian Tafdrups barske gyser Speak No Evil.

Superposition får verdenspremiere på filmfestivalen i Rotterdam den 27. januar og kan ses i danske biografer fra den 23. marts.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko