Færøerne er kendt for sin smukke natur højt mod nord, men de seneste år er landets filmbranche begyndt at røre på sig.
Instruktøren Andrias Høgenni vandt forrige år en pris ved Ekko Shortlist Awards for sin færøsk-sprogede Ikki illa meint, og dokumentaren Skål fik flotte anmeldelser for skildringen af landets ungdomskultur.
Nu kommer den første store serie fra vores broderland i form af Viaplay-krimien Trom, der bygger på bøger af den prisvindende færøske forfatter Jógvan Isaksen.
Ulrich Thomsen spiller den færøskfødte journalist Hannis, der bliver kontaktet af en kvindelig aktivist. Hun er blandet ind i en sag om dyrerettigheder, men påstår også at være hans datter. Pludselig findes hun død, så Hannis går på jagt efter sandheden.
På rollelisten er også Maria Rich som dansk politibetjent bosat på Færøerne og Olaf Johannessen som barsk forretningsmand. Sidstnævnte er født i hovedstaden Torshavn og kan efter mange roller i danske film og serier nu endelig opleves på sit modersmål.
Traileren er intens, stemningsmættet og følelsesladet. Naturen agerer en billedskøn kulisse for det dragende drama.
Med både dansk, færøsk og engelsk tale samt betagende billeder af instruktørerne – islandske Davíd Óskar Ólafsson og danske Kasper Barfoed – har serien øjensynligt internationalt format. Den får i disse dage også verdenspremiere på Berlin-festivalen.
Vi er på vej med en anmeldelse og et interview med serieskaber Torfinnur Jákupsson. Alle seks afsnit af Trom får premiere på Viaplay den 13. februar.
Kommentarer