”Universets skæbne hviler på dine skuldrer. Hvad end du gør, så tryk ikke på den her knap. For hvis du gør det, vil bomben eksplodere, og hvis det sker, så kommer vi alle sammen til at dø!” siger Rocket Racoon i traileren til Guardians of the Galaxy Vol. 2.
Så er det ligesom slået fast.
Galaksens vogtere er tilbage i den første lange trailer til fortsættelsen på den overraskende superheltesucces Guardians of the Galaxy fra 2014.
Her søger den talende vaskebjørn Rocket (Bradley Cooper) efter en rulle gaffertape i midten af en rumkrig, så hans levende træ af et sidekick, Groot (Vin Diesel), ikke sprænger den atombombe, han har slæbt rundt på i sin taske, i luften.
Imens slås resten af slænget bestående af jordboen Peter Quill (Chris Pratt), den grønne rumpige Gamora (Zoe Saldana) og det tatoverede rumvæsen Drax (Dave Bautista) mod sværme af rumskibe og et kæmpe, lyserødt tentakel-rumvæsen.
Det er i denne omgang Peter Quills far, de er på jagt efter.
Peter Quill blev som lille bortført af rumvæsner efter sin mors død. Han fandt i sidste film ud af, at hans far ikke er så menneskelig, som han gik rundt og troede.
Igen spiller soundtracket en vigtig rolle, og traileren akkompagneres af The Sweets Fox on the Run fra Peter Quills elskede mixtape, som han fik af sin mor.
Guardians of the Galaxy Vol. 2 får dansk premiere 4. maj 2017.
Kommentarer