27. jan. 2020

The Undoing

Foto | Niko Tavernise

Susanne Bier dykker langt ned i de mørke dybder i stjernespækket HBO-miniserie, hvor Nicole Kidman og Sofie Gråbøl mødes om et dødsfald.

Af Nicki Bruun

Der er mørk grundstemning og afgrundsdyb suspense for alle pengene i den første trailer til Susanne Biers HBO-miniserie The Undoing.

Danskeren har instrueret verdensstjernerne Nicole Kidman, Hugh Grant og Donald Sutherland i alle seks afsnit af serien, hvor Kidman spiller en succesfuld psykolog og forfatter, hvis verden styrter i grus.

Kort før sin bogudgivelse må hun forholde sig til et voldsomt dødsfald, mens hendes mand (Grant) forsvinder sporløst.

Instruktøren får også dansk selskab af Sofie Gråbøl, der er på rollelisten som chefanklageren Catherine Stamper, som bliver sat til at rede trådene ud.

Manden bag Big Little Lies, David E. Kelley, har skrevet manuskriptet, som ud fra traileren at bedømme byder på en ny stil for Susanne Bier.

Hun bevægede sig også i de moralske skygger i den britiske tv-serie Natportieren, men denne gang forlader hun solrige omgivelser og dyrker i stedet dystre natteoptagelser.

Med intense skuespilpræstationer og et flimrende lydtapet i traileren bliver man i hvert fald draget af serien.

The Undoing får premiere til maj på HBO Nordic.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko