”Jeg kysser hende, fordi jeg gerne vil prøve at forstå, hvad det er, han tænker. Det ender med, at vi har sex, og jeg gør det nok i virkeligheden kun, for at han ikke skal gøre det. Jeg boller simpelthen med en pige for at forhindre, at han gør det.”
Vi bliver betroet en intim hemmelighed allerede få sekunder inde i traileren til Lea Glob og Mette Carla Albrechtsens kommende dokumentarfilm Venus – Let’s Talk About Sex.
Kvinden, der taler, er i tyverne og lige så normal, som alle os andre. Hun ser os ufortrødent i øjnene og fortæller hudløst ærligt om sin motivation for at have sex med en anden kvinde.
Det er det, filmen handler om: sex set fra danske kvinders perspektiv. På en sort stol placeret foran en hvid væg i et tomt værelse fortæller kvinderne om de oplevelser og følelser, som de forbinder med sex og erotik.
Interviewsituationerne var som udgangspunkt tænkt som research, der skulle give idéer til filmen. Men som instruktørerne oplevede kvinderne fortælle om deres seksuelle oplevelser og fantasier til kameraet, indså de, at optagelserne allerede var i gang.
Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen er begge uddannet fra dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole. Albrechtsen med afgangsfilmen XY Anatomy of A Boy, der undersøger homoseksualitetens natur, mens Globs afgangsfilm, Mødet med min far Kasper Højhat, blev nomineret til Ekko Shortlist Awards 2014.
Begge film kan ses på Ekko Shortlist.
Venus – Let’s Talk About Sex får biografpremiere i samarbejde med Doxbio 8. marts 2017.
Kommentarer