Nyhed
15. feb. 2019 | 12:07

Døm Michael Jackson-dokumentar ved selvsyn

Foto | uoplyst
Han var kendt for sin fantastiske musik og glæde ved børn, men siden premieren på dokumentaren Leaving Neverland har Michael Jacksons omdømme lidt et alvorligt knæk.

Cph:Dox holder forpremiere på Leaving Neverland, hvor to mænd beretter om Michael Jacksons pædofile overgreb. Instruktøren kommer til festivalen og besvarer spørgsmål.

Af Nicki Bruun

Leaving Neverland blev med ubehagelige afsløringer verdens mest omtalte film, da den i januar fik verdenspremiere på Sundance-festivalen.

Over fire timer opruller dokumentaren to mænds erindringer om, hvordan popstjernen Michael Jackson begik seksuelle overgreb på dem, da de var helt ned til syv år gamle.

8. marts bliver filmen vist på DR, men dagen før holder Cph:Dox en forpremiere, hvor instruktøren Dan Reed vil være til stede og svare på spørgsmål. Diskussionen om musikerens angivelige overgreb har rullet siden filmens premiere, men nu er der altså snart mulighed for at dømme ved selvsyn.

Ekkos udsendte på Sundance er efter at have set dokumentaren ikke i tvivl.

”Dan Reeds fire timer lange dyk ned i to mænds rystende forhold med verdens største popstjerne er en uafviselig skildring af, hvordan misbrug påvirker de misbrugte,” skriver han i sin dugfriske, femstjernede anmeldelse.

Muse og sygdom
Visningen af Leaving Neverland den 7. marts fungerer som en nedtælling til Cph:Dox, der kører 20. – 31. marts i København.

Det fulde program offentliggøres 1. marts, men i dag har festivalen afsløret det endelige musikprogram, der heldigvis også byder på mere opløftende begivenheder end dokumentaren om Michael Jacksons mørke side.

I filmsektionen Sound & Vision vises blandt andet A Dog Called Money om PJ Harveys rejse gennem konfliktzoner, der udmundede i hendes seneste album. Der bliver også mulighed for at se Nick Broomfields Marianne & Leonard: Words of Love om Leonard Cohen og hans norske muse og Doin’ My Drugs, der handler om den danske musiker Thomas Buttenschøns liv med HIV.

Derudover er der i festivalperioden lagt an til en lang række koncerter, debatter og andre arrangementer.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko