Nordic Reality: En bedstemors sidste åndedrag

Det kræver mod at behandle et af livets sværeste situationer, når det opstår midt i ens egen familie.

Men det er ikke desto mindre, hvad danske Mira Jargil (født 1981) gør i Den tid vi har, der sammen med Christian Sønderby Jepsens Side om side udgør det danske bidrag på Ekkos dvd Nordic Reality.

Mira Jargils bedstemor Ruth ligger for døden, og hendes bedstefar Arne tager sig af hende, så godt han nu kan. Han insisterer på, at der stadig er håb.

Instruktøren er en flue på væggen og skildrer forløbet intimt og personligt. Resultatet er en af de seneste års mest rørende dokumentarfilm.

Forelskede blikke
Mira Jargil er datter af filminstruktøren Jesper Jargil, der især er kendt for sine bag-om-dokumentarfilm, blandt andet Triers Idioterne. 

Den tid vi har er hendes afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Den gav hende talentprisen på Cph:Dox i 2011 og blev tidligere på året kåret som verdens bedste filmskolefilm af den internationale sammenslutning af filmskoler, Cilect. I Ekko #55 var hun Nyt Talent. 

– Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under? 

”Den blev til under stramme konditioner. Kort forberedelsestid, få optagedage og relativt kort tid til efterarbejde. Oprindelig havde jeg to andre ideer, men virkeligheden tog drejninger, så jeg måtte ændre spor. Sideløbende havde jeg af og til filmet min mormor og morfar. Det var bare for min egen skyld, fordi jeg altid har været fascineret af deres måde at være på over for hinanden.” 

”Det er jo sjældent, at to mennesker, der har været sammen i 70 år, stadig kan sende hinanden forelskede blikke. De har betydet meget for mig i mit liv. Nu var de pludselig blevet rigtig gamle, og jeg havde et egoistisk behov for at nå at forevige dem med mit kamera. Imens jeg filmede, blev min mormor alvorligt syg, og jeg besluttede mig langsomt for, at deres endelige farvel til hinanden skulle være min afgangsfilm.” 

– Hvad var den største udfordring? 

”Jeg var meget bange for, at filmen skulle blive for privat på grund af af min egen meget tætte relation til de medvirkende. Jeg var angst for, at den endelige fortælling kun ville blive interessant for mig selv og min nærmeste familie. Og hvordan fortæller man om døden, uden at det blot bliver en trist, sentimental social skildring?” 

Blixen, livet og døden
– Hvorfor valgte du den æstetiske tilgang til emnet? 

”Fotografen Adam Wallensten og jeg talte meget om den visuelle stil. Jeg er glad for, at vi endte med at optage på stativ, da det er med til at give filmen en ro og måske også den fornødne distance i modsætning til et sitrende håndholdt kamera.” 

– Hvad var det vigtigste, du lærte af de personer, du beskriver i din film? 

”Taknemmelighed for, at jeg på denne måde fik lov til at opleve et farvel til livet. Det har gjort mig mindre bange for døden. Karen Blixen skrev på et tidspunkt: ’Livet og døden er som to skrin, der hver især indeholder nøglen til det andet. For at forstå hvad livet er, må man forholde sig til hvad døden er og omvendt.’” 

”Det har været smukt at opleve, hvordan min morfar tog sig af min mormor i den sidste tid. Jeg har oplevet, hvor vigtigt det er at være omgivet af ømhed og kærlighed.” 

– Hvad håber du, publikum tager med sig fra filmen? 

”Jeg håber, at den kan sætte tanker i gang om, hvad der egentlig betyder noget her i livet. Hvad er væsentligt, og hvad er ligegyldigt? Vi har fået nogle år her på denne planet, og en dag skal vi dø. Hvad ønsker vi at bruge disse år til?” 

Den sociale overklasse
– Hvordan ser du på resultatet nu? 

”Jeg har det godt med de valg, der blev truffet. I starten af klippeprocessen frygtede jeg, at filmen ville blive for stillestående og indadvendt. At publikum ville komme til at kede sig. I dag er jeg glad for, at jeg/vi valgte at stole på det enkle. At øjeblikkene er nok i selv.” 

– Hvilken nordisk dokumentarfilm fra samtiden har gjort det største indtryk på dig? 

”The Regretters (om to mænd, der har fået kønsskifteoperation, red.) af Marcus Lindeen. Jeg så filmen på branchetræffet i Ebeltoft for et par år siden, og den gjorde stort indtryk. Jeg havde læst lidt om den forinden og tændte egentlig ikke helt på historien. Jeg troede, jeg ville få svært ved at relatere til emnet, men blev overrasket og bevæget.” 

– Hvilket tema fra livet i Norden har dokumentarfilmene forsømt at beskrive? 

”Der mangler gode filmiske fortællinger om den sociale overklasse. Det kunne for eksempel have været interessant at se en film om hele Mærsk-dynastiet. Men det er et område, som det er meget svært at få adgang til.” 

Den gode forælder
– Hvad skal din næste dokumentarfilm handle om – og hvorfor har du valgt det emne? 

”Min næste film kommer til at handler om en helt særlig fædregruppe i København. Filmens temaer vil kredse om, hvad det vil sige at være en god far og forælder, og om det er muligt at frigøre sig fra sociale vaner og gøre op med fortidens mønstre.” 

– Hvis du kunne ændre én ting ved betingelserne for at lave dokumentarfilm i Norden, hvad skulle det så være? 

”Mere fokus på research og udvikling. Det tager tid at finde frem til gode karakterer og til at finde ind til kernen.”