Nordic Reality: En fatal affære

Med dokumentarfilmen The Little Snow Animal (Lumikko) opbløder den finske instruktør Miia Tervo (født 1980) grænsen mellem fakta og fiktion. Originalt kombinerer hun dokumentar, fiktion og animation til at illustrere en sekstenårig piges gradvise sociale isolering.

Udgangspunktet er optagelsen af en teenagepiges fortvivlede telefonopkald til det hæderkronede finske radioprogram Yölinja (1986 – 2002). Her beretter pigen om de fatale konsekvenser af en affære med en ældre mand, mens den mandlige radiovært forsøger at hjælpe.

Tervo udfolder fortællingen gennem en associativ montage, der indbefatter arkivoptagelser af en elg, som er fanget på isen og med stort besvær må reddes i land. Kortfilmen byder også på en række egentlige filmoptagelser af en unavngivet pige, der besøger et mennesketomt diskotek, mens Haddaways 90’er-klassiker What is Love effektivt hamrer på lydsporet.

Piger på sociale medier
Tervo er opvokset i Lapland i det nordlige Finland. Hun har studeret på Turku Arts Academy såvel The University of Art and Design i Helsinki, hvor hun gik dokumentarlinjen. Ved siden af arbejdet med dokumentarfilm er hun også forfatter, og hendes digte er blevet udgivet i flere antologier.

– Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under?

”Jeg blev dybt irriteret, trist og forvirret over billederne, der har været i nogle af de sociale medier, hvor unge piger poserer, som om de vil sælge sig selv på en fræk og værdiløs måde. Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det for noget! Hvorfor?’ Men så kom jeg i tanke om følelsen af at lede efter kærlighed de forkerte steder selv. Og så var jeg bare nødt til at lave filmen.”

– Hvad var den største udfordring?

”Måske var det karakterernes fortrolighed, og hvordan man skulle beskytte dem. Teknisk var det virkelig svært at få alt det forskellige materiale – arkivmateriale, animation, film – til at få et ordentligt flow i klipningen.”

– Hvorfor valgte du den æstetiske tilgang til emnet?

”Jeg har det, som om historien valgte denne her form – ikke mig. Det er svært at sige, men jeg fulgte egentlig bare mit hjerte.”

Fortjener at blive elsket
– Hvordan ser du på resultatet nu?

”Først var jeg så pinligt berørt, at jeg ikke ville vise den til nogen. Jeg bryder mig virkelig ikke om at se mine tidligere film, men da jeg blev nødsaget til at se den sidst, tænkte jeg: ’Det er faktisk slet ikke så dårligt!’ Jeg er en stor fan af alle de kunstnere og folk, jeg arbejdede med, og jeg nyder at se deres arbejde. Faktisk er der nogle scener, som stadig får mig til at græde, og nogle, der får mig til at grine, og nogle begge ting på en gang. Jeg synes, det er en vigtig film.”

– Hvad håber du, publikum tager med sig fra filmen?

”Jeg er ekstremt glad, hvis man forstår sig selv eller andre bare en lille smule bedre.”

– Hvad var det vigtigste, du lærte af de personer, du beskriver i din film?

”At jeg fortjener at blive elsket på en ren og fuldkommen måde. Og at jeg ikke behøver at behandle mig selv som lort, selv når andre gør det.”

Den unge kunstform
– Hvis du kunne ændre én ting ved betingelserne for at lave dokumentarfilm i Norden, hvad skulle det så være?

”Jeg ville helt sikkert øge den finansielle støtte til distribution af arthouse-dokumentarfilm i biograferne – fra regeringer, fonde, mæcener, virksomheder. Altså hvor det ikke bare er profit, der er det vigtige, men hvor det handler om de her knap så kommercielle films kulturelle værdi, ligesom i andre kunstformer. Det ville rigtigt være kedeligt, hvis man kun kunne købe detektiv- eller kærlighedsromaner eller kun lytte til top 10-musikere hele tiden eller købe malerier af grå mænd til væggen. Det ville også være rigtig kedeligt, hvis man kun kunne købe bøger eller klassisk musik.”

”Muligheden for at vælge noget andet er en menneskelig ret. Og hvordan kan man vælge noget andet, hvis man ikke ved, om det eksisterer? At vise alternative film i biografen ville være en kulturel kærlighedshandling over for filmkunsten. Det er en så ung kunstform, og vi har meget at udforske endnu!”

– Hvilken nordisk dokumentarfilm fra samtiden har gjort det største indtryk på dig?

”Det må være finske Anu Kuivalainens Orphan’s Christmas.”

Emnet vælger personen
– Hvad skal din næste dokumentarfilm handle om – og hvorfor har du valgt det emne?

”Jeg arbejder lige nu på to film. Den ene handler om alkoholisme fortalt indefra og fra børnenes perspektiv, krydret med noget sort og pink, tragisk humor og følsomhed – og poesi, ikke at forglemme. Alkoholisme er min familie og mit lands sygdom. Filmen hedder The Little Mouse and Other Drunks.”

”Den anden hedder Santra and the Talking Trees. Den handler om eksistentiel usikkerhed, når kulturer smelter sammen, og alt det gamle forsvinder såsom sange, udtryk og viden. Det er et anderledes perspektiv end den gængse information om, at vi har for meget af den slags lige nu. Den handler om en pige, der rejser rundt på kloden, også i tid, og som møder en forhistorisk karelsk kvinde i skovene på grænsen mellem Finland og Rusland. Filmen får snart premiere.”

”Men jeg er virkelig dårlig til at forklare om mine film. Man er nødt til at se dem og fortælle dem, hvad de handler om. Måske vælger emnet personen og ikke den anden vej rundt. Hvis man lader det ske, i hvert fald.”

– Hvilket tema fra livet i Norden har dokumentarfilmene forsømt at beskrive?

”Helt klart spirituelle emner. Det er ikke rigtig hot lige nu.”