Dag 12: Giv Guldpalmen til Adéle, Spielberg!

Det er søndag, og de fleste journalister har forladt Cannes, inklusive Ekkos udsendte. Som mange andre festivaler gør Cannes ikke noget særligt ud af prisuddelingen, der finder sted i Grand Théâtre Lumiére i aften klokken 19.

Det er nærmest en ren afvikling af prisoverrækkelser. Der er ingen spektakulære shownumre og sjældent tårevædede takketaler. Efterfølgende er der ultrakorte pressemøder med prisvinderne, men heller ikke det er værd at skrive hjem om. Vinderne er glade, og juryen har måttet træffe nogle svære valg.

Festivalen bruger dagen til at lave reprise på alle film i hovedkonkurrencen, og køen til La vie d’Adèle chapitre 1 & 2 må være særligt lang. Lige nu peger alt nemlig på, at det bevægende franske kærlighedsdrama løber med Guldpalmen.

Festivalens åbenbaring
Filmen topper både Screens internationale panel og det danske stjernebarometer, hvor der dog er op til flere kritikere, som enten har misset den eller er ubeslutsomme, hvad stjerneantal angår.

Men for mig at se er La vie d’Adèle indiskutabelt festivalens store åbenbaring. Det er en modig og original film, der samtidig griber én om hjertet. Den er ikke smart og har ikke en form, der skygger for indholdet, hvilket skæmmede en del andre film på årets festival. Den taler direkte til følelserne.

Altså præcis de kvaliteter, som juryen med Steven Spielberg i spidsen efterlyste på pressekonferencen, der åbnede festivalen for elleve dage siden. Men det store spørgsmål er, hvad Spielberg siger til filmen. La vie d’Adèle byder på meget lange, erotiske scener, og Spielberg er jo ikke selv kendt for bramfri sex i sine egne film.

Hvis juryen ikke kan blive enige, er det i sidste instans juryformanden, som træffer beslutningen. Så meget afhænger af den amerikanske instruktør. Og man kan godt blive bange for, at Horikazu Kore-edas japanske Sishite chichi ni naru (Like Father, Like Son), der er et smukt, men også sentimentalt familiedrama, er så Spielberg’sk, at han vil foretrække den frem for en film med frivol lesbisk sex.

Pris til asiatisk film?
Sishite chichi ni naru kan således overraske alt og alle, selv om den ikke hører til blandt festivalens allerbedste film. Det samme gælder Jia Zhangkes politiske Tian zhu ding (A Touch of Sin), som modigt udstiller korruption i Kina og lader de undertrykte opleve hævnens sødme – med kulørt inspiration fra martial arts-film.

Tian zhu ding var efter min mening for lang i spyttet, men i et år, hvor hovedkonkurrencen har været domineret af europæiske og amerikanske film, vil juryen – med taiwanesiske Ang Lee, japanske Noami Kawase og den indiske skuespiller Vidya Balan – sikkert gerne belønne mindst en film fra et andet kontinent.

Men ret beset er hverken den kinesiske eller japanske film på højde med Paolo Sorrentinos La grande bellazza, Asghar Farhadis Le Passé og Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis – foruden La vie d'Adèle.

Le Passé er et indlysende valg til prisen for bedste manuskript. Farhadi er en mester i at se et drama fra flere forskellige synsvinkler og formår samtidig at indvæve en kriminal-agtig intrige, så spændingen holdes i live til allersidste billede. Le Passé er ikke lige så mesterlig som Nadar og Simin – en separation, men den fortjener manuskriptprisen.

Outsidere
Lige præcis hvilken pris Sorrentino og Coen-brødrene får, er svært at forudsige, men det vil være uretfærdigt, hvis de skal tage tomhændet hjem til henholdsvis Italien og USA.

Overraskende er der nogle, som mener, at den amerikanske instruktør James Gray kan få en pris for The Immigrant, om en polsk kvindes immigration til USA i starten af 1900-tallet. Historien ligger ganske rigtigt godt til Spielberg, men trods smukt production design og stjerner som Marion Cotillard, Joaquin Phoenix og Jeremy Renner er det fantasiløse manuskript så dårligt, at en pris til filmen vil være en mindre skandale.

Til gengæld hepper jeg personligt på ondskabsdramaet Borgman. Ikke fordi filmen har Sara Hjort Ditlevsen på rollelisten, eller fordi den er dansk co-produceret, men fordi det er en original og perfekt realiseret fabel om de skjulte drifter under normalitetens overflade. Den er på en gang grum og morsom og fyldt med overrumplende ideer, selv om den måske taber noget af dampen hen imod slutningen.

Jeg står dog ret alene med min begejstring, men forhåbentlig vil Spielberg, der jo startede sin karriere med Duellen, der kredser om samme tema, have blik for dens kvaliteter.

Bedste kvindelige skuespiller
Prisen for bedste kvindelige skuespiller er nemt i år, skulle man synes. Adèle Exarchopoulos er på lærredet nonstop i tre timer i La vie d’Adèle, og hun vælter én fuldkommen omkuld. Der er ikke et eneste øjeblik, hvor hendes spil føles falsk.

Det må være et af de største skuespillergennembrud i festivalens historie, men alligevel er det ikke sikkert, at hun får en pris. Festivalen vil gerne have fordelt priserne på så mange film som muligt og har derfor indført en regel om, at Guldpalme-vinderen ikke kan få flere priser.

Det gør pludselig valget svært. Marine Vacht er fremragende som teenageren, der af lyst og nysgerrighed prostituerer sig i François Ozons Jeune & Jolie. Bérénice Bejo blev forbigået for sin ordløse præstation i The Artist forrige år, men kan denne gang blive belønnet for sin anderledes ordrige og temperamentsfulde rolle i Le Passé.

Men Emmanuelle Seigner kan overhale dem begge på målstregen med sin tour de force-præstation i Roman Polanskis La Vénus a la fourrure (Venus in Fur). Her spiller hun en skuespiller, som går til casting hos en instruktør (Mathieu Amalric), der vil lave en opsætning af den berømte roman Venus in Furs af forfatteren Leopold von Sacher-Masoch, der har lagt navn til begrebet ”masochisme”.

Magtforholdet mellem skuespiller og instruktør vender finurligt, og skuespillerne glider umærkeligt ind og ud imellem forskellige roller. Filmen, der foregår i ét rum med blot to karakterer, blev vist i går som den sidste film i hovedkonkurrencen, og selv om det er en lille film, kan juryen godt have lyst til at belønne 79-årige Polanski for at vise sportsånd og stille op i hovedkonkurrencen.

Bedste mandlige skuespiller
Der er flere gode bud på prisen for bedste mandlige hovedrolle. Min egen favorit er Oscar Isaac, som i Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis ikke bare spiller, men også synger sig igennem rollen som folkmusiker. Uden ham ville der ikke have været nogen film, som Coen-brødrene har sagt.

Men det er nok mere sandsynligt, at prisen går til Michael Douglas for hans spil som entertaineren Liberace i Steven Soderbeghs Behind the Candelabra. På pressemødet i Cannes fortalte Douglas med tårer i øjnene, at det var hans første rolle, efter at han var kommet sig over sin kræftsygdom.

Den sympatiske skuespiller fortjener en pris, men Bruce Dern som den demente far i Nebraska og Toni Servillo som desillusioneret forfatter i La grande bellezza er også gode bud. Det er næppe sandsynligt, at Mads Mikkelsen får en pris to år i træk – og slet ikke for den ujævne Michael Kohlhaas – men håbet lever indtil klokken 19 i aften.