Der er en slående kontrast mellem gamle fotos af purkene i a-ha og de nye filmoptagelser af Morten Harket, Pål Waaktaar og Magne Furuholmen, som tilsammen udgør den norske popsensation.
På de gamle fotos har gutterne farvestrålende maling i håret – fordi det ser sejt ud! – hjemmekonstrueret tøj og masser af liv i øjnene.
Mere metaltræthed fornemmer man bag de lidt påklistrede smil hos trioen i disse år, hvor de stadig turnerer snart 40 år efter deres første og største hit. Særligt frontfigur Morten Harket synes at være stivnet i en høflig, distanceret pr-grimasse.
Den norske dokumentar forener talking head-interviews fra en tour i Tyskland i 2018 med en kronologisk gennemgang af deres liv og karriere.
Særligt første halvdel af filmen er stærk.
De medvirkendes barn- og ungdom gøres levende ved hjælp af arkivmateriale, der er animeret i samme stil som videoen til bandets kæmpehit Take On Me, der bragede ind på hitlisterne i 1984.
Det er en fed måde at visualisere deres tidligste historie. Waaktaar og Furuholmen vokser op få hundrede meter fra hinanden, men finder først senere sammen via musikken. Waaktaar er meget dominerende og gennemtrumfer, at han skal spille guitar. Så kan Furuholmen tage til takke med keyboardet. Han spiller ellers også guitar, men har ikke mod til at stå imod vennen.
De tre nordmænd flytter til London, fordi de vil slå igennem internationalt, og de lever mere og mere i armod, indtil det endelig lykkedes. Det er en klassisk fortælling om at give alt og kæmpe for det, man tror på.
Der bruges mange kræfter på at dykke ned i gennembruddet Take On Me. Alle kender nummeret for det lækre keyboard-riff, Harkets krystalklare vokal og den ikoniske musikvideo.
Men sangen var flere versioner (og en tidlig video) igennem, før den sad i skabet. Dokumentaren giver et spændende indblik i en svær musikbranche, hvor det ikke kun handler om talent, men også om at finde sig til rette med producent og pladeselskab.
Efter dette højdepunkt i karrieren bliver a-ha: The Movie jappet.
Den opremser pligtopfyldende alle mere eller mindre vellykkede plader og et par opløsninger og gendannelser. Det nævnes, at de fik tilbudt at lave titelnummeret til Bond-filmen The Living Daylights – en ære, der ikke må undervurderes – og at de skulle arbejde sammen med filmkomponisten John Barry.
Men han kunne ikke lide dem, fordi de havde deres egne idéer. Og så er filmen videre, uden at spørge mere ind til det.
Instruktørerne Aslaug Holm og Thomas Robsahm, som har produceret Joachim Triers senere film, døjer med berøringsangst i forhold til de tre medlemmer.
Der er nemlig en uro iblandt dem. De kan ikke lide hinanden, men det bliver aldrig sagt lige ud. Derimod er det en klodset dans om den varme grød, hvor guitarist og keyboardspiller er onde i sulet på hinanden over, hvem der har skrevet hvad til hvilken sang. Med andre ord: Hvem, der har krav på flest penge.
Harket står uden for konflikten. Han foretrækker ensomhed. Han virker martret af at være blevet kørt i stilling som poster boy for bandet og altid skulle stå til rådighed for pressen og fansene. På et tidspunkt sidder han i en bil og fortæller, at han ikke vil flyve.
Han kører de lange strækninger, fordi det giver ro. Da han åbner døren ved destinationen, hører man straks folk råbe hans navn, også selv om det er mange år siden gruppens storhedstid.
Hvor de to andres historie bunder i et slags venskab, står han også uden for det sociale. Dertil lider han af ekstrem perfektionisme og bruger to timer på lydprøve til hver koncert. Alligevel er han sjældent tilfreds.
Langt hen ad vejen virker de tre mænd ivrige efter at fortælle deres historier råt for usødet. Desværre griber instruktørerne ikke chancen. Måske er de for store fans af Norges største internationale popsucces.
Kommentarer