Interessant nok har spanske serier aldrig glemt, at deres levende billeder på den lille skærm er i nær familie med landets filmkunst på det store lærred.
Instruktører som Luis Buñuel, Carlos Saura og Pedro Almodóvar anes selv i de mest mainstream-venlige spanske fjernsynsføljetoner. Serier, der ikke blot vil underholde, men også være noget andet og aldeles anderledes end de angelsaksiske, som dominerer markedet for seriel streaming.
Dertil kommer selvfølgelig hele den spanske kunst og kulturs særegenhed og særkende, surrealisme og det, som ligner. Og spansk kultur indbefatter evident også den del af Sydamerika, hvis moderland er Spanien.
Umiddelbart ligger det ikke lige for at seriefilmatisere den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez’ absolutte mesterværk 100 års ensomhed fra 1967.
Englænderne har haft det betydeligt nemmere med John Galsworthys Forsyte-sagaen, som ret beset er en lige-ud-ad-landevejen-realistisk slægtsroman. Mens Márquez’ roman om den patriarkalske familie Buendia i generationer er skildret i både eksotiske gevandter, mystisk eventyrlighed og den magiske realisme, hvor gyngestole gynger af sig selv.
Endelig er der de utroligt mange ordguirlander, der slynger sig igennem det narrative signalement af en slægt, som bestemt ikke ligner et europæisk, storborgerligt familietræ.
I det latinamerikanske er blodrus og blodskam væsentlige grene på stamtræet. Det handler om skæbnebelagt kærlighed, passioner uden grænser, sangvinsk voldsomhed og brutale sexvaner, der i dag ikke ville blive tolereret af woke og dets ordenspoliti.
At referere handlingen i 100 års ensomhed er tæt på samme Sisyfosarbejde som at give et resume af Det Gamle Testamente.
Serien begynder med en hyldest til Buñuels fascination af krybende insekter, der i Den andalusiske hund er et spejl af menneskets dyriske lidenhed. Så ser vi en mand foran en peloton af den slags, vi forbinder med latinamerikanske revolutioner.
Derefter går vi i gang med historien om patriarken Buendia, som vil ud til havet, men farer vild i junglen og derfor grundlægger byen Macondo. Og hvad det så medfører af ulykkelige turbulente omstændigheder og triste trakasserier.
I romanen er det hele fortalt af en alvidende fortæller, som både er inspireret af vor egen H.C. Andersen og argentinske Jorge Luis Borges. I serien benyttes mere eller mindre filmisk en forklarende fortællerstemme og dramatisk verfremdung, som skaber distance til indlevelse og realisme.
I modsætning til en spillefilm er serien fremragende til at tage sin tid og dvæle ved detaljer. Romaner skal læses i bøger, men som illustreret klassiker – filmatiseret litteratur – fungerer 100 års ensomhed tilfredsstillende. I hvert fald de første otte afsnit af en times tid.
Det er helt sikkert ikke alles kop tequila, og især vil de seere, som helst vil have amerikansk magelighed, chancer for romance og gerne tempereret realisme, blive skuffede.
Til gengæld får man megen organiseret sanselighed i form af pittoresk folklore, dans under stjernerne og tøjlesløse lidenskaber af den latinske slags.
Hjemme i stuen kan man i ro og mag se afsnit på afsnit i sit eget tempo. Måske netop op til jul er sådan en solrig og sveden serie varmende midt i dansk vinterkulde.
Skuespillerne gestalter deres karakterer i gradbøjninger af flamboyante gestus og klichéagtige sætstykker. Helt okay og i overensstemmelse med det indtryk af personerne på de trykte sider.
Der mangler otte afsnit, før vi kan forlade Márquez’ på en gang forunderlige og forfærdelige verden i 100 års ensomhed.
Det er egentlig synd at trække serien i langdrag, for en fortællings længde er dér, hvor læseren selv kan bestemme fart og tempo. Nu er der altså en kalkuleret pause, før vi ankommer til vejs ende.
Kommentarer