12 Monkeys var på Ekkos liste over de mest lovende serier i 2015. Med god grund. For det er ikke bare en hvilken som helst tv-serie, men et vovet livtag med hele to sci-fi-mesterværker.
De fleste kender Terry Gilliams postmodernistiske Twelwe Monkeys fra 1995, hvor Bruce Willis bøjer sit skæve smil og skaldede isse i tid og rum for at stoppe den gådefulde organisation Army of the Twelwe Monkeys. Færre kender mesterværket, der inspirerede Gilliam: Chris Markers stillbilledfilm La Jetée fra 1962 (udgivet på Ekko dvd #22).
Den nye serie har ført fortællingen i en dunklere retning, hvor antihelte og undergangstanker ruger i skyggerne. Og selvom historiens dominerende sindssyge ikke er lige så hysterisk som i filmen, gør serien sin forgænger ære og er stemningsspændt som en elektrisk askesky.
Den nye serie-fortolkning holder fast i Gilliams skrækscenarie.
Vi følger fangen James Cole (Aaron Stanford), der af mystiske forskere sendes tilbage i tiden for at stoppe et virusudbrud, der udryddede syv milliarder mennesker og har gjort Jorden anno 2043 til en postapokalyptisk ødemark. Her har de sidste overlevende givet køb på al menneskelighed for at holde sig i live.
Cole får i fortiden hjælp af virusforskeren Dr. Cassandra Railly (Amanda Schull), og sammen starter de et kapløb med tiden for at ændre den.
Den amerikanske kabelkanal Syfy har produceret serien, og skaberne Terry Matalas og Travis Fickett har trænet sig op på samme kanal som episodeforfattere på Nikita og hovedforfattere på den mindre kendte dinosaurus-serie Terra Nova.
Matalas og Fickett har gjort 12 Monkeys klædeligt mørk som tjære, og de har omfavnet den ulmende antihelt, som er blevet en serie-trend de senere år.
Aaron Stanford gør det fremragende som moralsk kølig og hærdet tids-hitman. Hans portræt af Cole er råt og udslidt, og i det hele taget har man lagt stor afstand til Bruce Willis’ sympatiske, men mentalt ustabile tidrejsefange.
Stanfords Cole er dedikeret til sin tidsjagt, fordi han anspores af intens dødsdrift i lige så høj grad som menneskehedens frelse. Han er en kompleks karakter, som slår en forsvarsløs kvinde, mens han filosoferer over umenneskelighedens moralske spilleregler.
Dr. Cassandra Railly (Amanda Schull) er næsten identisk med Madeleine Stowes psykiater, der har samme efternavn i filmen. Hun er nu virolog, men har stadig samme polerede hjælperrolle. Samtidig har en mild udgave af Bruce Willis’ sindssyge tidsforvirring og dommedagsfornemmelser sneget sig over i Dr. Cassandra Railly. Og selvom Amanda Scull stadig er meget pænpiget i forhold til seriens apokalypsetema, har hendes figur potentiale.
Det er dog Aaron Standfords hudløse portræt af Cole og en betongrå fernis over hele fortællingen, der giver gåsehud og paranoia på de rigtige tidspunkter. Og tidsmaskinen, der med sit dunkle lys på fascinerende vis splintrer Coles udspændte krop tilbage til fortiden, er som malet med stålhård, magisk specialeffect-magi.
Virkeligheden i år 2043 lugter dog meget af The Walking Dead, og man aner en snigende og uoriginal sidehandling trænge sig på.
Men så længe serien handler om Coles tidsrejser, er der masser af håb for fremtiden.
Kommentarer