Nedtonet billedsprog og dvælen ved følsomme scener præger filmtalenterne fra sjette årgang af den elevstyrede fynske filmuddannelse 18 Frames, der kan ses på Ekkos hjemmeside frem til den 19. september.
Uden at fortællingerne om sorg, svigt og social kontrol i hjemmet bliver rørstrømsk, stiller hver af afgangsfilmene skarpt på en purung hovedperson, der har ondt i sjælen og svært ved at sætte ord på det
Unge menneskers følelser er et gennemgående tema, der ligesom førsteårsfilmene løftes af velskrevne manuskripter, betagende filmmusik og modet til at behandle familiære emner, som ofte holdes bag lukkede døre.
Når kameraet fanger sigende blikke fra skuespillerne, der gør replikker overflødige, går alt op i en højere enhed.
Sporadisk drysser instruktørerne filmmagi i form af en dans, drømmende melodi eller skønne nærbilleder af sne, der falder omkring de medvirkende. Det skaber en nærværende oplevelse, som overgår realismen, der immervæk er filmenes udgangspunkt.
Sælhud
Instruktør Peter Sallings skildring af trettenårige Felix, der dækker over morens alkoholisme, er hjerteskærende.
En spilleaften med pizza i selskab med vennen Anton forpurres af hovedpersonens mavepine. Felix ved jo godt, hvad det betyder, når mor kommer sent hjem fra byen.
Andreas Vang Holt er fremragende i hovedrollen. Uden at det skæres ud i pap, er det tydeligt, at det hverken er første eller sidste gang, han sent om natten betaler hendes taxa, mens hun brækker sig på toilettet.
Som gæst hjemme hos kammeraten er det ikke uden misundelse, når han ser Antons forældre være samlet rundt om middagsbordet og vise omsorg for hinanden. Så når Anton efter et hjemmelavet måltid kalder sine forældre ”cringe”, rammer det Felix som et slag i mellemgulvet.
Af de tre film, er filmsproget i Sælhund det mest nedtonede og jordnære. Men der er stadig plads til kunstneriske armsving med sanselige sekvenser. Her afspejles Felix’ sårbare uskyld af sarte strygertoner, som ledsager drengens vandring med bare tæer i nyfalden sne.
Mariehøns i benene
Den lille dreng Magne leger gemmeleg, når han og farmand skal til farfars begravelse. Han bider i tandbørsten, når tænderne skal børstes. Han løber grinende sin vej, når han skal have tøj på.
Adfærden er umiddelbart afskrækkende for enhver, der endnu ikke har børn. Men bag den unge skuespillers ståhej er der en følsom sjæl, som er for ung til helt at forstå, hvad der foregår.
Hugo Rex Skov giver den gas som Magne. Som når han til tonerne af punkmusik hopper rundt i stuen iklædt Batman-kostume eller i følsomme sekvenser, hvor farmand i afmagt hidser sig op.
”Der er mariehøns i benene,” prøver den lille med bævrende stemme at sige for at undskylde.
Det er synligt, at instruktør Thor Zing er dygtig til at udfordre sine skuespillere. Han får også en udmærket præstation fra Mathias Skov Rahbæk som faren.
Der er kræset for lydsporet med både knirkende døre og gulvbrædder. Glimtvis bliver det dog for meget, når selv åndedræt lyder lige så højt som trafikstøj. Men så vinder filmen med fantasifulde nærbilleder af far og søn tilsat fløjtemusik inden rulleteksterne.
Safe House
Sofiya ager sin sovende lillesøsters kind for sidste gang, inden hun går ud og sætter sig i en fremmeds bil.
Umiddelbart ligner det en scene fra en spionfilm, men i Adrian Kirk Ejsings manuskript tager det en mere gribende og personlig drejning. Modigt skildrer instruktør Darshika Karunahara den unge kvindes flugt fra et hjem præget af social kontrol.
Den fremmede i bilen er nemlig sagsbehandler for en institution, der hjælper unge som Sofiya til et såkaldt Safe House, hvor hun kan være fri.
Instruktøren har et særligt talent for at skildre oplevelsen af ikke at være hvid i Danmark. Men undgår samtidig, at publikum generaliserer på baggrund af hudfarve, når både de sårbare unge og sagsbehandlerne spilles af brune skuespillere.
Sanseligt er det, når hovedpersonen og en veninde i samme situation ledsaget af loungemusik ser på hinanden, spejler sig i hinanden og langsomt begynder at danse.
Alligevel er der en ubalance mellem filmens kunstneriske strejf og den spændende flugtfortælling, og det gør det undervejs lidt svært at følge hovedpersonens rejse.
Kommentarer