Med den rette dosis nysgerrighed og empati er fortællingen om enhver fiktiv person gribende.
Det forstår den nye årgang på den elevstyrede fynske filmuddannelse 18 Frames. Deres førsteårsfilm præges netop af skuespillernes fremragende præstationer og velskrevne manuskripter, der udfordrer tilskuerens fordomme.
De tre film er alle rodfæstet i en vis realisme, men med et strejf af kunstneriske underfundigheder i form af kulisser, udsmykning og drømmescener.
Det nedtonede billedsprog er således aldrig på bekostning af den fængslende rejse ind i filmene, som kan ses på Ekkos hjemmeside til og med 6. juli.
Manuskripterne sætter dristigt karakterer op mod hinanden, mens instruktørerne eksperimenterer med legende lydspor, skæve kameravinkler og tillader personerne på skærmen at udfolde deres indre liv.
Det er personlige, jordnære og autentiske fortællinger af interessante nye filmskabere, som det skal blive spændende at følge fremover.
Annie Forever
”Jeg klipper bare byens spidser,” siger frisøren Annie spøgende, når hendes gamle veninde Randi dukker op efter mange års fravær. Hvad der tidligere er sket mellem veninderne, spiller en mindre rolle end deres indflydelse på hinanden.
Maria Rich tilføjer en nervøs nerve til Annie, som Tina Gylling Mortensens Randi forgæves forsøger at trænge ind til.
Begge er øjensynligt glade for at se hinanden, men triste over tiden, de har mistet sammen. Noget indeni Annie er i hvert fald uafladeligt forandret, når hun får lov til at se hjembyen gennem venindens øjne.
Instruktør Kathrine Skibsted var nomineret til prisen for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2022 med det sanselige venindeportræt Forever Young Forever Old – A Love Story. Hun har tydeligvis sans for unikke fortællinger om kvindelige erfaringer. Og også når hun skaber fiktion, viser hun stort audiovisuelt flair.
Lyden af motorcykler i fjernsynet ledsager optagelser af et fyldt askebæger og beskidte kaffekopper. Sådan ser stuen ud, mens Annie eftertænksomt ser på sin arbejdsløse og tilsyneladende hjælpeløse husbond, der snorker på sofaen.
Længslen efter en anden tilværelse skinner bedst igennem, når hun om natten kigger på billeder af palmer, badestrande og luksushoteller. Hun forestiller sig lyden af bølgebrus, men må nøjes med en tur i solariet.
Strandet
Instruktør Peter Bjerre Salling byder ind med en dramatisk fortælling om parforholdets ophør. Som ekstra krydderi oplever hovedpersonen Penelope (Kimmie Liv Sennova) bruddet på kærestetur i Peru, netop som corona-krisen sætter en stopper for al international rejse.
Malerisk etableres lokationen med en kort sekvens med Amazonasfloden badet i morgendis, inden der klippes til det lille hotelværelse, hvor ekskæresterne døjer med at skulle i isolation sammen.
Strandet udfoldes som et kammerspil, hvor tvivl, desperation og forvirring affødt af den dramatiske omstændighed præger deres omgang og lægger op til skrøbelige præstationer.
Især Liv Sennova Penelope spænder fra små snøft til heftige skænderier med eksen (Anders Manley), hvilket gør filmen til en sitrende oplevelse med stof til eftertanke.
Atmosfæren bliver mærkbart mere trykket af diskrete virkemidler såsom lyden af troperegn, sart guitarmusik og gæsterne i hotelværelset ved siden af.
Takeaway
Ligesom i Jordan Peeles Get Out er der noget uhyggeligt ved hvide Pernilles overdrevne fascination af afrikansk kultur.
Men hvor universet i Hollywood-filmen præsenterer en fælde, som den sorte hovedperson skal undslippe, lader instruktør Darshika Karunahara og medforfatter Adrian Kirk Ejsing hovedpersonen Sheena springe i med begge ben.
Hun leverer mad fra forældrenes restaurant hjem til Pernille, der viser sig at danne par med Sheenas barndomsven Calvin. Imidlertid beslutter hun sig for at blive hængende og punkterer romantikken, som måske i virkeligheden var påtaget fra begge sider.
Diêm Camille er kendt som serieskaber og hovedrolleindehaver i DR’s Bad Bitch og for hovedrollen i Olivia, som var nomineret til Ekko Shortlist Awards i 2021. Her brillerer hun som den manipulerende Sheena, der spiller to kærester ud mod hinanden. Mest er hun træt af at se sit ophav blive approprieret.
Også Luise Kirsten Skov er fremragende som Pernille, der ivrigt samler afrikanske skulpturer og vil lære at spise ”autentisk” med hænderne. Spændende er det at se, om hendes wokeisme er oprigtig, eller om det blot er en nydelig facade.
Kommentarer