18Frames årgang #3 afgangsfilm

For en gangs skyld gælder klichéen faktisk.

For de tre film plus en ufærdig skitsefilm, der udgør den fynske alternative filmuddannelse 18Frames afgangsfilm, er vitterligt en broget forsamling.

Tre af filmene kan frem til 18. juni ses på Ekkos hjemmeside, og det er altså et par vidt forskellige oplevelser, man kan se frem til.

Chrè og Tordenrøst er regulære kortfilm, mens Sebi er umage, meget anderledes og i spillefilmlængde! På grund af uafklarede rettigheder er det den eneste af filmene, som ikke kan ses på Ekkos hjemmeside.

Den sidste film, Liv, er skitser fra et endnu ikke afsluttet projekt af instruktøren Sylvia Le Fanu, der også stod bag Ekko Shortlist Awards-vinderen Abu Adnan.

Alligevel er det ikke helt forkert at hævde, at alle filmene har en dybereliggende fællesnævner. De beskæftiger sig på den ene eller den anden måde med et menneske, der er anderledes og skiller sig ud.

Outsideren, excentrikeren, den udefrakommende.

Chrè handler om en excentrisk rockstjerne, der måske kæmper med kærestesorger.

I Tordenrøst forsøger den lamme og stumme Louise at forføre sin kæreste, men så udvikler historien sig i en overraskende retning.

I Sebi kommer den godhjertede Sebi til Danmark for at lære danskerne at kende, og i Liv ser vi gennem et par skitser Liv med kuldsejlede skuespillerdrømme vende hjem til Langeland for at tage sit liv op til revision.

Chrè

Titlen er navnet på filmens hovedperson og udtales – måske symbolsk – ligesom ”kræ”. Chrè er den vilde, excentriske og selvdestruktive forsanger i et punkband, og fortællingen drejer sig om hans forhold til bandmedlemmerne og til ekskæresten Emily.

Filmens struktur beskrives måske bedst som associativ og ekspressiv. Instruktør og manuskriptforfatter Jakob Bo Veibel Jensen er ikke bange for at skeje ud, blande forskellige udtryk og udnytte filmmediets muligheder.

Det er modigt og flere steder æggende, og det er oplagt at tolke udtrykket som en visuel gengivelse af Chrès martrede sind.

Undervejs bliver det dog også en kende skizofrent og retningsløst og, ja, form for formens skyld. Jakob Bo Veibel Jensen blander udtryk som slowmotion, pastiche på sukkersøde karaokemusikvideoer og et mere regulært udtryk.

33-årige Jacob Skyggebjerg, der også er kendt som forfatter med et par roste bøger bag sig, spiller Chrè med gennemgående troværdighed som rockstjerne. Man kommer dog ikke udenom, at skuespillet mellem de tre-fire centrale karakterer undervejs halter og mangler oprigtighed.

Tordenrøst

Det kan umiddelbart lyde besynderligt, at en film om en stum og lam pige hedder noget så buldrende som Tordenrøst.

Det bliver aldrig klart hvorfor, men når Tordenrøst er færdig, tænker man alligevel, at den kraftfulde titel passer meget godt på den unge Louise, der tydeligvis brænder inde med store følelser.

Efter en ulykke er Louise (Anne Blomsgaard) blevet lam og delvist stum. Hun bor på et hjem for handicappede, da hendes kæreste Andreas (Simon Raundahl Lembcke) kommer på besøg. Louise vil inderligt gerne vise, at hun stadig er et seksuelt væsen og kan forføre Andreas, men hurtigt udvikler fortællingen sig i en overraskende retning.

Tordenrøst ligner i starten en øm og intim skildring af Louises kamp for at være normal. En film, der vil bryde med tabuet om handicappedes ret til at føle sig sexede, forførende og sensuelle.

Men som filmen skrider frem, udvikler Tordenrøst sig væk fra den tone. Da en medbeboer på handicaphjemmet optager Louise og Andreas i en intim stund, sætter filmen nemlig det unge kærestepar i et absurd dilemma, der nemt kunne have afsporet filmen.

Alligevel redder instruktør og manuskriptforfatter Sune Kofod Maglegaard flot sin film i land med gedigen fortællekunst.

Sebi

Her er vitterlig en underlig, udefinerbar og mærkværdig film, der med sine godt 90 minutters spilletid er årgangens længste og allerede dér stikker ud.

Folkene bag Sebi, især instruktør Simon Petersen, skal bestemt have ros for ambitionerne og opfindsomheden. Desværre er det endelige resultat ikke uproblematisk.

Filmen starter som en slags satire over et reality-program, der følger almindelige personer i mere eller mindre iscenesatte situationer. En ung mand, Sebi, ankommer fra Schweiz til en lille dansk by, hvor han skal opholde sig for at lære danskerne at kende.

Han sættes sammen med den jævnaldrende Jonas, der skal være en slags guide.

I de første 30 minutter charmerer Sebi sig ind på alle og enhver med sin venlige åbenhed. Hele fortællingen er garneret med en parodisk fortællerstemme og en form, der efterligner reality-genren: synligt kamerahold, grafik og interviews.

Det er moderat underholdende, når Sebi rammer parodien og spidder reality-genren, men det meste af tiden er det bare trættende og plat. Produktionen er – formentlig både af nød og bevidst – skrabet og ligner ofte noget fra kostumeafdelingen på et dilletantteater i provinsen.

Alligevel er det umuligt helt at placere Sebi som film. Tager den bevidst gas på det hele, eller er der et gran alvor? Filmen er uden tvivl lavet med et glimt i øjet, men hvor oprigtigheden slutter, og ironien starter, er svært at afgøre. Og det betyder, at Sebi mest ligner en flok venners alt for lange forsøg på at være sjove.

Historien udvikler sig i alle mulige usandsynlige retninger og stikker fuldstændigt af til sidst, så man sidder tilbage med en sløset og ufokuseret oplevelse.

Liv

Grundet forskellige omstændigheder er filmprojektet Liv endnu ikke blevet færdiggjort. Til gengæld er en række skitser til fortællingen om den unge Liv lagt frem til skue på Ekkos hjemmeside. Derfor giver vi hverken stjerner eller anmelder den ufuldstændige film her.

Liv har skuespillerdrømme, men virkeligheden har endnu ikke indløst hendes ambitioner. Igennem tre skitser – en slags små afsnit – ser vi Liv vende tilbage til sin barndomsegn på Langeland. I første skitse ankommer hun til forældrenes hus med sin kæreste, men skuffes over deres forventninger til hende.

Anden skitse er en slags stemningsrapport fra Langeland, mens Liv i den tredje og meste interessante skitse drikker sig fuld med en gammel ekskæreste. Det er lige ved at udvikle sig til noget mere end blot gammelt venskab, men løber ud i sandet.

Selv om Liv langt fra er en færdig og formfuldendt film, er der bestemt ansatser til noget interessant.

Filmen er baseret på et manuskript af Anna Louise Petersen Amargós, der egentlig er tilknyttet en anden alternativ filmuddannelse, nemlig Super16, hvor hun har været med til at skrive Ekko Shortlist-perlen Delphi.

Fortællingen har masser af potentiale, filmsproget er opmærksomt og fintfølende, og en montage på en bar i den sidste skitse er fornemt strikket sammen.