kortfilmanmeldelse
25. sep. 2019 | 15:19

18 Frames, årgang 4: midtvejsfilm

Foto | Kristian Pugholm
Peder Holm Johansen (nederst) og Morten Hee Andersen er far og søn, som i Postludium forenes efter syv års adskillelse. Skuespilpræstationerne er et af højdepunkterne i det intense familiedrama, hvor de store følelser ikke kan holdes under overfladen.

Midvejsfilmene fra fjerde årgang på 18 Frames byder på frisk fortællekunst og sirlige skildringer, der taler til sin samtid.

Af Kjartan Hansen

Hvilken verden giver vi til kommende generationer? 

Et spørgsmål, der er på alles læber i en tid, hvor unge efter Greta Thunbergs forbillede strømmer til klimaprotester rundt omkring i verden. 

Men verden er også andet end klima, og arven efter vores forældre kommer anderledes i fokus i dette års midtvejsfilm fra 18 Frames, der udspiller sig et sted mellem omsorg og svigt.

Det skal dog siges, at filmskaberne ikke har fået til opgave at fortolke forholdet mellem forældre og børn. Men det er sigende for tidsånden, at så forskellige film som en dystopisk thriller, ungdomsfilm og sirligt drama kredser om ansvaret for den næste generations fremtid.

Kokon

Sigrid står for sig selv og hører musik. Hun smiler. Men et øjebliks lykke afbrydes, da moren nærmest hyler på hende inde fra stuen. 

Sådan er vilkårene i Nadia Claudis anderledes ungdomsfortælling. Den unge kvindes ambitioner og interesser må vige for den syge mors vel og ve. Vi hører aldrig en konkret diagnose. Det går dog hurtigt op for os, at moren hverken tåler skarpt lys, afvigelser i den daglige rutine eller – værst af alt – musik. 

I hjemme har klaveret stået gemt af veje i årevis, og det kilder øjensynligt i Sigrid (Maria Buch Cordsen), når hun bliver bedt om at spille for de gamle på plejehjemmet, hvor hun arbejder. 

Komponist Wilhelm Skjerks enkle, men stoflige noder er uundværlige for historien og siger lige så meget om hovedpersonens indre liv som skuespillerens underspillede præstation. 

Men Lene Vestergård skiller sig ud som Leonora – en musikalsk, nydeligt klædt beboer på plejehjemmet med en barnligt uskyldig aura. Når hun vil friseres, kigger hun på Sigrid som en lille pige, der spændt beder om at få flettet hår. 

Som en ledsagende ånd opmuntrer hun den yngre kvinde til at være tro mod sig selv og give sig hen til musikken. 

Manuskriptet lægger vægt på alt det, der forbliver usagt om morens tilstand, Leonoras betydning for Sigrid og Sigrids spillekundskaber. Men når filmen slutter, virker det mere uforløst end mystisk.

Postludium

”Du kan prøve igen og igen – det gør bare mere ondt, hver gang de ikke svarer!” 

Det siger far Ulrich (Peder Holm Johansen) – der ellers er tynget af manisk adfærd – i et øjebliks klarhed, når sønnen forgæves ringer til sin ekskæreste for at høre datterens stemme. 

Morten Hee Andersen er i Postludium – efterspil – vendt hjem for at passe sin far. Og skuespilleren er rent faktisk mere moden og underspillet i Svend Coldings drama, end vi er vant til at se ham (Herrens veje, Sygeplejeskolen). 

Undervejs ser vi sønnen stå stille på sidelinjen og betragte faren, når han løber opstemt rundt i haven eller sætter sig bedrøvet og stirrer på sine aldrende hænder. Men det er den yngre mand, der i sin afslørende stilhed stjæler opmærksomheden. 

Nu hvor han selv har et barn at savne, afslører Joachims rolige blik skyldfølelsen over at have svigtet sin far. Men samtidig ser vi vreden ulme i ham. Han er også blevet svigtet af en forælder, der ikke var i stand til at give omsorg. 

Det melankolske drama befinder sig et sted mellem patos og psykologisk spekulation, men reddes af skuespillet og instruktørens fokus på Joachims trauma over Ulrich’ udefinerede sindslidelser.

Højlandet

En bedrøvet kvinde ser ud gennem et vindue. 

Fotograferet af Anthon Falkenstrøm Tougaard er den sanselige indstilling som taget ud af Kieslowskis Dekalog og tæller visuelt som et af filmens visuelle højdepunkter. Billedet signalerer ensomheden og den frustration, der buldrer under filmens overflade. 

Vi følger Lea (Biljana Stojkoska), der vil redde sin søn fra en dyster fremtid. For i Sif Lina Lambæks fremtidsdystopi lever mænd fra femtenårsalderen i slavelignende tilstande. 

Universet fuldendes med religiøse ritualer og dertilhørende dogmer, som essentielt vil kue mænd som brøde for årtusinders forbrydelser mod kvinder. 

Det er, som om revolutionen, der vækker mindelser om HBO-serien The Handmaid’s Tale, udfolder sig i et Danmark, hvor en harmdirrende kvinde har besejret patriarkatet. 

Trods den øjensynlige inspiration udstiller manusforfatter Andrea Winding friskt mænds frygt for det kvindelige køns vrede. Et perspektiv, som desværre står i skyggen af filmens dystopiske inspirationskilde.

Kommentarer

18 Frames, årgang #4:
midtvejsfilm

Kokon
Instr. Nadia Claudi

Postludium
Instr. Svend Colding

Højlandet
Instr. Sif Lina Lambæks

© Filmmagasinet Ekko