A Working Man

Sylvester Stallone fortalte engang i et interview om en filmoptagelse i New York, hvor han hilste på lokale folk på gaden. Fans blev dog skuffede, når de hørte ham tale som et normalt menneske, og det gik op for ham, at de forventede at møde hans lettere debile bokser fra Rocky-filmene. 

Så han begyndte at spille dum, når han trykkede folk i næven, og det fik smilene frem. 

I virkeligheden er Sylvester Stallone højt begavet. Hans IQ skulle ligge mellem 135 og 160. Men han har i den grad opdyrket sit muskelsvulmende macho-image, at man nemt glemmer, han med Rocky fra 1976 ikke blot blev Oscar-nomineret som skuespiller, men også som filmens manuskriptforfatter. 

I alt har han skrevet over 25 film og instrueret ni af dem. Alligevel tøver man med at kalde ham ambitiøs. Han har holdt sig trygt i tjubang-genren og har nu skrevet sin anden spillefilm med den ekstremt endimensionale machomand Jason Statham. 

Den første fra 2013 er actionkrimien Homefront, der som sin eneste anerkendelse vandt en pris for bedste trailer. 

Allerede med sin titel signalerer A Working Man, at Stallone appellerer til manden på gaden. Da vi først møder Jason Stathams Levon Cade, arbejder han som sjakformand på en byggeplads. Helt blue collar er han dog ikke, for filmen er et skamløst, åbenlyst plagiat af Taken, som i sig selv er en variation af John Fords The Searchers. 

I The Searchers rider John Wayne af sted for at redde sin niece, der er blevet kidnappet af indianere. I Taken er det Liam Neeson, der må til Paris for at redde sin datter fra hvid slavehandel. 

Inden afrejsen advarer Neeson over telefonen kidnapperne med en af nyere films mest citerede monologer, der slutter med: ”I will look for you, I will find you, and I will kill you.” 

Neesons karakter Bryan Mills kan sige sådan, fordi han er tidligere CIA-mand. Ligeledes er Stathams Levon bag arbejderklassefacaden en højt dekoreret specialist i militære Black Ops-operationer. Opstår der ballade på byggepladsen, behøver han blot smide en cementsæk, så ligger modstanderne og spræller.

Som formularen dikterer, har han også et forsømt barn, der nu bor hos en plejefar, som i begyndelsen ikke tillægger ham nogen betydning. Da en datter i vennekredsen kidnappes, går Levon straks på jagt. Uheldigvis fører sporet dybt ind i hjertet af den russiske mafia med en rangorden af ækle bosser bag ringe af bevæbnede fodfolk. 

Imens bliver den kidnappede pige trods flugtforsøg solgt til en millionær, der er stiliseret som Batman-skurken The Penguin. Han agter at voldtage hende, så uret tikker. 

A Working Man bygger på en kioskroman af Chuck Dixon, der normalt skriver superheltetegnserier for Marvel. Den er anonymt instrueret af David Ayer, der tidligere lavede DC Extended Universe-makværket Suicide Squad (den uden Stallone som haj). 

De mest seværdige elementer i A Working Man skyldes scenografen Nigel Evans og fotografen Shawn White. Der er virkelig kælet for billederne.

En række af skurkene nyder også godt af flamboyante birollepræstationer. Jason Flemyng står højt på rollelisten, men værd at nævne er også Maximilian Osinski fra mini-serien Hollywood Hitmen. Han bærer renæssancetøj, hvilket fik mig til at tænke på Karl Stegger i sexkomedien Agent 69 Jensen i Skyttens tegn, hvor han spiller chefen for den danske efterretningstjeneste, men klæder sig som Christian IV. 

De tegneserieagtige skurke er dog ude af balance med filmens fokus på humorløs vold og forhørstortur, og de giver heller ikke anledning til satirisk vid. 

Filmen er næsten to timer lang, så der var rig mulighed for at fylde gangsterdialogen med stikpiller til den aktuelle, storpolitiske krise mellem øst og vest. I stedet haster plottet videre til næste slåskamp mellem helten og skurkene. 

Hovedproblemet synes at være manuskriptforfatter Stallones fortsatte ønske om at glæde sine fans ved at fremstå som en uambitiøs, overfladisk actionfikseret åndsamøbe.