Abernes planet: Opgøret

Det var en overraskelse af dimensioner, da det i slutningen af Abernes planet (1968) viste sig, at den abedominerede planet, som astronauten George Taylor var landet på, i virkeligheden var planeten Jorden i en ikke så fjern fremtid.

Hvordan havde aberne dog overtaget verdensherredømmet? Det får vi svaret på i den tredje og sidste del af den nyeste abe-trilogi, der ligesom den fremragende Abernes planet: Revolutionen fra 2014 er instrueret af Matt Reeves.

Vi følger stadig den intelligente abe Caesar (Andy Serkis), der har slået sig ned i en stor skov sammen med alle de andre aber. De er mindst lige så kloge som mennesker på grund af en virus, der gør aber smartere og enten dræber mennesker eller gør dem dummere.

På den måde har aberne nærmest vundet, men en gruppe soldater ledet af en skummel oberst (Woody Harrelson) gør livet surt for aberne og angriber deres base i skoven.

Andy Serkis er filmens øjesten, og det er intet mindre end fantastisk, hvor overbevisende den computeranimerede Caesar fremstår. Selv om han kan tale, er det hans øjne, der konstant udstråler, om Caesar er rasende, ked af det eller tankefuld.

Man kan nærmest ikke se på ham uden at føle det samme som ham, og derfor er filmen en følelsesmæssig rutsjebanetur, der runder dyb sorg og indædt had, men også overvældende kærlighed og medmenneskelighed.

Obersten slipper væk, og efter angrebet på sit hjem er Caesar mere galsindet end nogensinde. Aben drager af sted for at tage livet af obersten. Hans tre bedste abevenner insisterer dog på at følge ham, og her starter en rejse, som vækker mindelser om Frodo og hobbitternes i Ringenes herre.

Dels fordi filmen har lige så overbevisende CGI-væsner som den fremragende fantasyfilm, men især, fordi sammenholdet mellem aberne er så hjertevarmt og stærkt, at det nærmest ikke er til at holde ud, når en af dem stiller træskoene.

Ligesom Rogue One sluttede præcis, hvor den første Star Wars-film begyndte, slutter Abernes planet: Opgøret også kort tid, før George Taylor lander med sit rumskib.

Derfor møder vi flere karakterer fra den gamle abeklassiker og mest interessant er det at se, hvordan menneskepigen Nova (Amiah Miller), som George Taylor har et godt øje til i den første film, bliver accepteret af abeflokken.

Men det er Woody Harrelsons sindssyge oberst, der understreger filmens moralske og eksistentielle spørgsmål. Aberne er klogere og stærkere end menneskene, og efter alle naturens love vil de overtage verdensherredømmet, medmindre menneskene udsletter dem alle.

Harrelsons karakter er tydeligvis inspirereret af Marlon Brandos lige så skaldede og lige så gale oberst Walter E. Kurtz fra Dommedag nu, og på en mur under menneskenes militærbase i Abernes planet: Opgøret står da også skrevet: Ape-pocalypse Now.

Obersten er ond som bare fanden, men da årsagen til hans handlinger bliver forklaret, har vi ligesom med Caesar mest ondt af ham.

Visuelt er filmen et vidunder. Ikke bare abernes realisme, men også actionscenerne kan sagtens lægge arm med nyere tids mest overbevisende krigsfilm – som Hacksaw Ridge.

Men det er filmens fremmaning af sympati for alle karakterer, der får den til at skinne igennem og overgå de to forrige film. Og så er det lige før, at de animerede aber virker mere realistiske og nemme at identificere sig med end menneskene. Men det er også, fordi menneskene ligesom nazisterne eller japanerne i de fleste krigsfilm bliver gjort til objekter som soldater med den samme uniform.

Hvem skulle i 1968 have troet, at vi i 2017 skulle sidde og heppe på aberne og sagtens kan forstå, hvorfor aberne ender med at blive den herskende race på vores planet?

Abernes planet: Opgøret er en dybt rørende, visuelt overlegen og tankevækkende film, som på en original måde formår at understrege, at krig har to sider og bygger på et had, der er opstået på grund af dårlig kommunikation.