Hvis man allerede ved titlen på Viaplays nye originale spændingsserie Advokaten aner en smule uopfindsomhed og konform anonymitet, er det desværre ikke forkert.
Titlen leder nemt tankerne i retning af spændingsforfatteren John Grisham, der med titler som Klienten og Firmaets mand har leveret stof til adskillige filmatiseringer.
Det er formentlig også den form for spænding, Viaplay og folkene bag Advokaten har skævet til.
I hvert fald rummer den dansk-svenske serie masser af smarte advokater i ulastelige jakkesæt, retssale og sprængfarlige sager, der fører vores helte ind i et snørklet komplot, hvor få er til at stole på.
Advokaten er resultatet af Viaplays ambition om at være en streamingtjeneste, der også producerer eget og originalt indhold til et skandinavisk publikum. Den er blevet til på idé af blandt andet Jens Lapidus og Hans Rosenfeldt, stærke kræfter, der står bag henholdsvis Snabba Cash og DR-serien Broen, der netop er afsluttet efter sin fjerde og sidste sæson.
Jens Lapidus er egentlig uddannet jurist, så hans værker bevæger sig ofte i advokatmiljøer, mens Hans Rosenfeldt med Broen viste, hvordan samarbejde hen over Øresund kan resultere i en effektiv seriesucces.
Advokaten er både en advokatserie og højpotent gådeløsning på begge sider af Øresundsbroen.
De to adoptivsøskende Frank (Alexander Karim) og Sara (Malin Buska) har som børn mistet deres forældre ved en mystisk og uopklaret bilbombe-ulykke.
I dag er Frank en succesrig forsvarsadvokat i Malmø og København, mens Sara arbejder i det svenske politi. Ved siden af sine professionelle pligter er hun besat af sit eget private opklaringsarbejde for at afdække forældrenes død mange år tilbage.
Sara og hendes bor forbinder hurtigt deres forældres død til et eksklusivt københavnsk advokatkontor, der er ledet af den excentriske Svend Erik Wisén (Nicolaj Kopernikus) og hans klient, gangsterbossen Thomas Waldman (Thomas Bo Larsen).
Heldigt nok er Svend Erik Wiséns advokatkontor allerede interesseret i at ansætte den dygtige Frank. Han takker snarrådigt ja, så han kan spionere de folk, som søskendeparrets mistænker, indefra.
Snart begynder seriens plot at knopskyde i alverdens forgreninger og sammenfiltre på kryds og tværs, mens diverse bifigurer introduceres, blandt andet i skikkelse af lovende unge navne som Sara Hjort Ditlevsen og Johannes Lassen.
Advokaten er en hæderlig spændings- og thrillerserie, der dog lider gevaldigt af en skabelonagtig, gennemtærsket form.
Man må håbe karaktererne i Advokaten har en BroBizz eller en anden rabatordning, for plottet tvinger dem til at krydse Øresundsbroen i tide og utide – og ikke altid af lige klare grunde.
Historien er unødigt indviklet, og den fremstår alt for tydeligt dikteret af det dansk-svenske samarbejde og produktionskronerne.
Den største anke er dog manglen på originalitet og personlighed. Manuskriptforfatterne er bestemt dygtige til at strikke et drønspændende og kompliceret plot sammen, men det bliver desværre også lidt for konstrueret.
I hovedrollerne får Alexander Karims Frank mest opmærksomhed, men søsteren Sara er egentlig mere interessant, og Malin Buska gør en god figur som sammensat politi- og selvtægtskvinde.
Det generelle tempo er højt og dækker heldigvis over de fleste usandsynligheder og plothuller, som serien har mange af. I længden kan det dog blive svært at acceptere, at heltene og skurkene konstant ”tilfældigt” mødes på bestemte steder på afgørende tidspunkter. Men håbet lever, hvis serien kan finde ind til sine karakterer.
Kommentarer