Harry Styles er tidens nye store popmusiker.
Igennem sin musik og fremtræden repræsenterer han den moderne mand. Ham, der er i kontakt med sig selv og sine følelser. Og så er han både smuk og kønsrolle-udforskende i sin tøjstil.
Engang i første halvdel af tierne var han forsanger i bandet One Direction med en lidt anden skræddersyet personlighed end den, musikselskabet nu har givet ham. Han var en smule mindre tilgængelig med et drys arrogance og en stor mængde flirt.
Det samme kan man ikke sige om den fanfiktion, der er skrevet om ham.
After-serien er filmatiseringen af den mest populære Harry Styles-fanfiktion, der kommer til at blive mindst seks film lang. Vi er nået til film nummer fire, og meget nyt kan man ikke sige om hverken rollerne eller dramaet.
Hardin (Hero Fiennes Tiffin) – som Harry her bliver kaldt – er stadig det ødelagte, alkoholiserede røvhul, som hovedpersonen Tessa (Josephine Langford) forsøger at fikse.
De elsker hinanden højt på den samme måde, som teenagere forestiller sig en stor, problematisk kærlighed. Når det går godt, laver de mad sammen, og han masserer hendes fødder. Når det går dårligt, brænder han sit mors hus ned.
Det eneste, denne psykopatiske personlighed har tilfælles med den nuværende Harry Styles, er den britiske accent.
I løbet af filmene slår parret uafbrudt op med hinanden. Det må efterhånden være oppe på tolv gange. At de ikke går fra hinanden, tillægges Tessas skingrende daddy issues, for Hardins alkoholisme minder om den heroin, hendes far tager.
Men hvor faren blot forlod hende og moren, vender Hardin altid tilbage. Og en eller anden dag lykkedes det måske at fikse ham.
Helt naturligt for en film med dette emne er det, at Tessas far må dø. Det sætter sammenligningerne yderligere i spil. Men måden, det sker på, er alligevel overraskende.
Efter at have prøvet at få Hardin tilbage, opdager Tessa sin overdoserede, døde far foran sin hoveddør. Hendes verden bryder sammen, og i filmen sørger hun over ham i fem-ti minutter, indtil den næste store konflikt banker på døren.
Konflikterne står nemlig på stribe i After-serien. Store melodramatiske begivenheder afløser hinanden uden de store konsekvenser eller i det mindste et lille pusterum.
Korttidshukommelsen tillader intet andet end dramaet om de to elskendes problematiske, tragiske og derfor saftige forhold til hinanden.
Sådan optræder næsten alle film lavet over fanfiktion. Et godt eksempel er Fifty Shades-trilogien, der kunne indarbejde et rekordniveau af uforløste konflikter på bare et kvarter.
Årsagen er måske, at mediet er fejlfortolket og passer langt bedre til et serieformat end en spillefilm, som kræver store spændingskurver og et sammenhængende plot.
Den skriftlige fanfiktion er en slags genoplivning af føljetonformatet fra midten af 1800-tallet, hvor forfattere som Charles Dickens og Alexandre Dumas ugentligt udgav kapitler af deres historier.
Til sidst kunne de samles til romaner, men den kunst har fanfiktion ikke kunnet gøre forfædrene efter. Historierne er for lange og mangler de redaktionelle krav, der kan bringe en roman i mål.
Men sådan har fanfiktion været, siden den for alvor blomstrede i internettets begyndelse i starten af nullerne. Her opdagede en stor mængde af unge mennesker, at de kunne komme ud til enorme målgrupper uden censur eller anstrengende krav fra et forlag.
Hvis blot fuldførelsen af en romantisk fantasi var til stede, kunne en historie samle millioner af fans. Man skulle for eksempel blot skrive om en let identificerbar kvinde, der forelsker sig i billedet af den perfekte mand.
Det er Hardin ikke. Han er det modsatte – giftig.
Kommentarer