After Life

Ricky Gervais har mange fans. Men hans nyeste serie for Netflix giver fornemmelsen af, at hans største fan er ham selv. Komedie-dramaet After Life har et bredt persongalleri, men fremstår alligevel som en enmandsforestilling.

Gervais spiller den midaldrende Tony, der har mistet sin kone efter tyve års ægteskab. Hendes død har efterladt ham som en deprimeret skygge af sig selv. Han hader alt og alle. Det eneste, der forhindrer ham i at begå selvmord, er hunden, som skal fodres og luftes.

Vi får indtrykket af en flink og livsglad fyr, som sorgen har forvandlet til lidt af et røvhul. Nu humper han gennem livet uden den normale frygt for konsekvenserne af sine handlinger.

Hans sociale filter er væk. Han siger, hvad han vil, til hvem han vil. Tony betragter det selv som en paradoksal form for superkræfter: Intet kan længere røre ham.

Det kunne sagtens have været en serie, hvor Ricky Gervais gik rundt og svinede folk til og generelt overskred de sociale spilleregler. Tænk bare på hans legendarisk grovkornede optrædener som vært for Golden Globes-uddelingerne. Men Gervais, som selv har skrevet og instrueret, vil mere – og opnår derved desværre mindre.

Tony skal igen lære at holde af livet og ikke mindst sig selv. For mens han går rundt og har ondt af sig selv, er han omgivet af mennesker, der prøver at hjælpe ham.

På kirkegården møder han en ældre kvinde, som netop har begravet sin mand. De to udveksler erfaringer, og Tony indser, at han ikke er den eneste, der har mistet.

Han indleder et slags venskab med en lokal narkoman, der også har mistet sin elskede. Det er dog mest hash og en smule heroin, der binder dem sammen. Han hyrer en sød prostitueret til at gøre rent, og hun ser den gode mand bag den misantropiske facade. Han besøger sin demente far på plejehjemmet og betages af en sygeplejerskes uselviske godhed.

Moralen i serien er, at ingen af os bare lever for os selv, men lige så meget for menneskene omkring os. At alle bærer rundt på sorg og smerte, men at det ikke skal forhindre os i at leve og sprede glæde.

Det er ret sukret.

After Life har glimt af Gervais’ ætsende humor, navnlig i de første par afsnit, men grundtonen er sentimental. Tony kan minde om James Stewarts karakter i juleklassikeren Det er herligt at leve, da han er allermest desperat.

Men hos Ricky Gervais kammer det over og er mere pladder end humanisme.

Han har ikke helt skuespiltalentet til at spille andet end sig selv, og den grædende klovn er en rolle, der passer dårligt til ham. Og så føles det lidt for nemt, når han på soundtracket lader sine sentimentale pointer drives hjem af numre som Elton Johns Rocket Man og Nick Caves Into My Arms.

Der er øjeblikke af enkel sandhed og poesi. Og der er øjeblikke, hvor man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet. Men serien kunne nok have haft godt af en medforfatter eller medinstruktør til Gervais.

Overladt til sig selv overser han sine bifigurer. Serien gør nærmest intet ud af den sorg, som Tonys svoger (og chef) også må have del i – han har trods alt mistet sin søster. Her er et potentiale for at brede dramaet ud, som serien glemmer.

Og det er næsten rystende kynisk, da Tony med åbne øjne giver narkomanen Julian penge nok til at købe en overdosis, uden at serien rigtigt gør mere ud af denne grænseoverskridende handling. Et skarpere manuskript havde kunnet få så meget mere ud af disse figurer – og dermed også gjort Tony til en mere interessant karakter.

Men dette er først og fremmest en maskulin sorgfantasi, hvor alt er sat lidt firkantet op og filtreret gennem Ricky Gervais’ humoristiske og rørstrømske briller.

Når After Life er bedst, bryder den gennem paraderne som en britisk Frank Capra-light. Når den er værst, er den klichéfyldt og beregnende.