Alfa

Døden er både slutningen og begyndelsen.

Slutningen på noget, der engang var, og begyndelsen på en ny tilværelse uden den afdøde.

Det er et dødsfald, som er katalysatoren for begivenhederne i tv-serien Alfa. Adams kriminelle far er afgået ved døden, og selv om børsmægleren ikke har glade minder fra barndommen oppe i det nordsjællandske Helsinge, tager han alligevel til begravelsen.

Blandt de andre deltagere er farens bande Fuld Front og dennes supportgruppe FF32 samt Adams mor, barndomsvenner og onklen, som er nuværende leder af den kriminelle gruppering.

En person skiller sig ud.

Iklædt lyseblå politiuniform knæler Adams storebror Jakob, kigger ned på kisten i graven og kaster en håndfuld jord ned på den. Han rejser sig op og kigger omkring på de andre, før han resolut går ud af kirkegården med moren halsende efter ham.

”Jeg vil bare gerne se dig. Er det så slemt?” spørger hun sønnen, mens hun tørrer tårerne af kinderne med bagsiden af hånden.

”Vi ses, når du ligger ved siden af ham,” lyder svaret koldt, inden han går ned mod sin bil.

Der er store følelser og gammelt nag på spil i Alfa, ligesom der altid er i et værk fra Avaz-brødrene.

Efter publikumssucceserne Mens vi lever og Kollision har brødrene kastet sig over serie-formatet. Denne gang med Ekko Shortlist-vinderen Milad Avaz som instruktør og manuskriptforfatter af samtlige otte afsnit i første sæson, mens Misam og Mehdi producerer.

Opvæksten i det hårdkogte, kriminelle miljø har præget Adam og Jakob på forskellig vis. Gensynet med vennerne, fundet af en kasse med 22 kilo hash og udsigten til at tjene nogle hurtige penge leder den ambitiøse børsmægler væk fra dydens vej.

Den har storebror Jakob til gengæld lagt sig godt fast på. Med sin særlige baggrund bliver han en del af special-enhed, som skal bekæmpe narko. De fleste andre betjente giver dog ikke meget for den nytilkomne, der også har nogle heftige temperamentsproblemer, som mere end én gang giver problemer.

I et virkeligt inspirerende casting-valg er det brødreparret Sebastian og Andreas Jessen, der spiller henholdsvis Jakob og Adam. Autenticiteten får lige et nøk ekstra, når man tydeligt kan se de fysiske ligheder, før Jakob overhovedet bliver nævnt ved navn.

De herrer gør det glimrende i hver sin hovedrolle, men det er birollerne, som stjæler opmærksomheden.

Besir Zeciri, der også er aktuel i Junglen, får lov til at flekse med skuespilmusklerne i rollen som Adams loyale barndomsven Simon.

Temperamentet koger over, så man til tider frygter, at kameramanden får et par på lampen, men det er i de helt stille øjeblikke, skuespilleren brillerer. Særligt en scene, hvor han fortæller en historie fra barndommen, sætter en lille klump i halsen.

Svenske Ardalan Esmaili er også en nydelse som den mystiske Ibrahim. Uden at røbe for meget kanaliserer han sin indre Al Pacino til noget nær perfektion. Han lægger en kraft i hvert eneste ord, som får de små hår til at rejse sig – og så kan man selv gætte, hvilken Pacino-rolle det minder om!

Vold spiller en betydelig rolle i universet, og den bliver vist i al sin brutale og grimme monstrøsitet. Negle bliver revet af, slag med næver falder tungt på kroppen, og kugleregn flænser kød til trævler.

Det er grumt og realistisk.

Til tider må realismen i Alfa vige til fordel for melodramaet. Det er ærgerligt, for seriens udgangspunkt med at bruge et dødsfald til at ruske op i et liv, er spændende.

Intet som et kys fra døden kan få én til at reflektere over den tilværelse, man har. Og hvor langt er du villig til at gå for at opnå det, du fortjener her på jorden?