Alle hader feminister

Værten Ane Høgsberg bevæger sig i Skam-slowmotion forbi lyserød graffiti i det københavnske bybillede. Tung, elektronisk bas og hip-hop giver et køligt vibe.

I Alle hader feminister følger vi Høgsberg på en dannelsesrejse ind i feminismen. Hendes mål er at gøre kvindekampen cool igen.

Det private bliver politisk, når Høgsberg diskuterer barsel med sin kæreste, mens en graviditetstest skæbnesvangert svæver i hendes hånd mellem dem.

Fra kærlighedslejligheden bevæger vi os ud til danske feministers kontorer. De fortæller mavepuster-fakta om, hvor grelt det står til med forholdene for kvinder i Danmark.

Vidste du, at kvinder har en 47 procent større risiko for at dø i trafikken, fordi sikkerhedsseler er designet til mænd? At kvinder kan se frem til en pension, der er 40 procent mindre end mænds?

Det er øjenåbnende, men da Ulla Müller, forkvinde i Dansk Kvindesamfund, kommer på banen, kammer det over.

Hun påstår, at vi i Danmark diskuterer, om kvinder har ret til fri abort, men hvor finder den diskussion sted? Jeg har ikke hørt om den. Hun påstår også, at staten reducerer kvinder til fødemaskiner – et postulat, der skriger til himlen.

Ane Høgsberg sluger det ikke bare råt, men kommer også selv med temmelig tåbelige påstande.

I de sidste 50 år er der ikke sket ”en skid med kvindekampen”, siger hun og tilføjer, at ”halvdelen af Danmarks ressourcer ikke bliver brugt fornuftigt”.

Det er åbenlyst, at der er sket markante fremskridt siden 1970. Det er både Høgsberg og denne anmelder vel gode eksempler på.

Men værten bliver iscenesat som en ”fisk på land” i feminismedebatten. Hun skal fremstå uvidende over for de eksperter og meningsdannere, hun interviewer, men hun formår ikke at stille de ”dumme”, men gode spørgsmål.

Feminisme er ikke en isme, der har monopol på at fortælle Høgsberg sandheden. Det er en bevægelse og en del af en demokratisk debat, hvor der skal være plads til spørgsmål. Feminister er mennesker, og mennesker laver fejl.

Det journalistiske talent mangler i Alle hader feminister, og derfor bliver dokumentarserien af Pineapple Entertainment ensidig, forudsigelig og under DR’s public service-niveau.

I første afsnit tømmer værten hele sin lejlighed for ting, der er produceret af virksomheder ejet af mænd. Slutresultatet er, at hun står i en tom lejlighed.

Pointen er bestemt slående, for billedsproget understøttes af en grim statistik, som Alle hader feminister præsenterer: Kun tre ud af 134 børsnoterede selskaber i Danmark er ejet af kvinder.

Men der mangler ofte nogle afgørende nuancer.

Vi ser Høgsberg frasortere bøger af Tove Ditlevsen og den britiske feminist Caitlin Moran, fordi Gyldendal er ejet af en mand.

Men selskabet er børsnoteret og ejet af aktionærerne. Den største andelshaver er Museumsfonden af 7. december, hvor to ud af seks bestyrelsesmedlemmer er kvinder.

Det kunne også have været interessant at gå i clinch med de mennesker, der angiveligt hader feministerne. Men i stedet får vi DR-arkivbilleder fra monopoltiden, hvor mænd siger gakgak-ting om kvinder.

En fuld mand i butterfly mener, at kvinder ikke kan skabe kunst. Til gengæld kan de føde og lave dårlig mad.

Det er morsomt i dag, men dengang blev det sagt i ramme alvor. Det siger noget om, hvor meget vi har rykket os. Dét overser Alle hader feminister.