Streaminganmeldelse
30. sep. 2016 | 11:02

Amanda Knox

Foto | Pus Pictures
Amanda Knox funderer over livet, og hvorhen hendes nyfundne frihed kan fører hende, efter endeligt at være blevet frifundet for mordet på sin sambo.

Danskproduceret true crime-dokumentar om spektakulær mordsag i Italien savner serieformatets plads til at udfolde den komplekse sag.

Af Samina Jakobsen

I disse true crime-tider, hvor streaming-tjenesterne producerer krimidokumentarer af exceptionel høj kvalitet, er forventningerne stigende. Vi regner med at blive rystet i vores grundvold.

Det kan ske via nye afsløringer eller nye æstetiske fortælleformer (The Jinx) eller gennem ufatteligt grundige gennemgange af arkivmateriale, der resulterer i monumentale dokumentarserier (Making a Murderer og O.J.: Made in America).

Helt derop når den danskproducerede Amanda Knox desværre ikke.

Den 1. november 2007 bliver tyveårige Amanda Knox’ sambo Meredith Kercher brutalt myrdet i huset, hvor de to udvekslingsstuderende bor i byen Perugia i det centrale Italien.

Blot en uge efter bliver Amanda Knox, hendes nylige kæreste Raffaele Sollecito og barchef Patrick Lumumba anholdt og anklaget for mordet. Barchefen bliver hurtigt løsladt, og i stedet anholdes en gammel kending af politiet ved navn Rudy Guede.

Den internationale presse fatter omgående interesse for sagen. I særdeleshed England, hvor Kercher er fra, og USA, hvor Amanda Knox voksede op, samt selvklart Italien.

Tre lande med en omfattende tabloidpresse, hvilket skal vise sig at blive afgørende for sagen.

Netflix-dokumentaren starter med at så tvivl om Amanda Knox’ uskyld. ”Enten er jeg en psykopat i fåreklæder, eller også er jeg dig,” fortæller Knox. Men det ofte brugte greb, hvor vi bliver usikre på, om vi har at gøre med en pålidelig fortæller, demonteres lynhurtigt af beskrivelsen af Amanda Knox og Raffaele Sollecitos uskyldige førstegangsforelskelse, og derfra er der ingen tvivl om Knox’ troværdighed.

Mere problematisk fremstår anklager Giuliano Mignini og sladderjournalist fra Daily Mail, Nick Pisa.

Giuliano Mignini starter med at proklamere, at han elsker Sherlock Holmes, og derefter roder han sig ud i obskure teorier og forhastede konklusioner. Hovedargumentet for at anklage Knox er, at liget blev dækket til med et tæppe – et tydeligt bevis på en kvindelig morder, da en mand aldrig ville gøre noget sådant. Nick Pisa, der fløj til Perugia for at dække sagen, beretter entusiastisk om alle sine avisforsider, der for ham er bedre end sex.

Knox, Sollecito, Mignini og Pisa er dokumentarens hovedpersoner, der kronologisk gennemgår sagens akter uden at blive afbrudt af kritiske spørgsmål.

Det fungerer bedst, når Mignini og Pisa fremstår ufrivilligt komiske. Da Pisa prøver at forsvare de mange uhyrlige avisforsider om ”Foxy Knoxy”, som sagen kaldes: ”Hey, hvad vil du have vi skulle have gjort? Det er jo ikke, fordi jeg bare kan sige: Vent et minut, jeg vil lige dobbelttjekke de her fakta?”

De to amerikanske instruktører Brian McGinn og Rod Blackhurst har valgt at fortælle den samlede historie – fra anholdelsen i 2007 til dommen i 2009, hvor Knox bliver kendt skyldig i drab og seksuelt overfald, til omstødelsen af dommen i 2011 over genåbningen af sagen i 2013. To år senere frikendes Knox i Højesteret, så Rudy Guede står tilbage som den eneste dømte.

Den næsten ti år lange, komplicerede retssag bliver kogt ned til 91 minutter, og det er dokumentarens største problem.

Den nye bølge af true crime er netop defineret af serieformatet. Her kan man producere dokumentarer af syv-ti timers varighed med tid til at gå i dybden. Amanda Knox-sagen er så omfangsrig, at den snildt kunne have udfyldt det længere format uden at blive kedelig, og her skulle den danske producer Mette Heide måske have banket i bordet og krævet mere tid til detaljerne.

Flere tv-netværker i USA og England har allerede lavet deres egen tv-dokumentar om Amanda Knox, og mange af dem er mere gribende end Amanda Knox på trods af en ringere billedæstetik.

Channel 4’s The Trials of Amanda Knox (2010) giver et mere omfangsrigt billede af mediehysteriet og har tilmed fulgt Knox’ familie gennem den hårde sag.

Familien er netop fraværende i Amanda Knox, ligesom mange af detaljerne går tabt i det korte format. Men hvis man aldrig har hørt om sagen, er de tvivlsomme afhøringsteknikker, det mangelfulde politiarbejde og det sygelige mediehysteri bestemt rystende.

Trailer: Amanda Knox

Kommentarer

Titel:
Amanda Knox

Land:
Danmark, USA

År:
2016

Instruktør:
Brian McGinn, Rod Blackhurst

Medvirkende:
Amanda Knox, Raffaele Sollecito, Giuliano Mignini, Nick Pisa

Spilletid:
91 minutter

Premiere:
30. september på Netflix

© Filmmagasinet Ekko