The Animation Workshop 2019

Hvis der er én fællesnævner for de syv afgangsfilm fra The Animation Workshop i Viborg må det være en eksperimenterende stil og et visuelt overskud.

Årgang 2019 består af otte projekter – syv film og et sci-fi-spil – der er en blandet og broget samling.

Størstedelen af de syv små animationsfilm er replikløse. Fravalget føles naturligt og betyder, at der er fokus på at fortælle i billeder. Det bliver der gjort med både vildskab og poesi, når filmskaberne boltrer sig i de muligheder, som animationsformen tilbyder.

Årgangen fortsætter dermed den tendens, som man har kunnet iagttage de senere år: The Animation Workshops film har skruet ned for det elementært underholdende og op for det kunstnerisk ambitiøse, mens Den Danske Filmskoles animationslinje nærmest har foretaget den modsatte bevægelse.

Generelt overskygger det visuelle udtryk dog fortællingerne. Det er en svaghed, men langt overvejende er stilen et karakteristisk plus for de syv afgangsfilm, som vi anmelder herunder.

Efter at have haft verdenspremiere på hjemmebane i Viborg, kan afgangsfilmene i disse dage opleves på det store lærred rundt omkring i landet. I dag vises de i Biffen i Aalborg, de næste to dage i Aarhus, på fredag under animationsfestivalen VOID i København og endelig i Odenses Cafe Biografen den 4. februar.

Animals

Animals er et studie i menneskets natur og bestialske sider. Dyret i mennesket, som titlen mere end antyder. Filmen er enkel og ligefrem, men spiller alligevel på en bred vifte af filmiske virkemidler, som den lykkes godt med.

Ni mennesker finder sig pludseligt spærret inde på få kvadratmeter, da dørene på den metrovogn, de befinder sig i, ikke vil åbne. Hvad der før var en helt almindelig hverdagssituation med asociale mennesker i transit, forvandles lynhurtigt til et mareridt, hvor alle er sig selv nærmest, og civilisationen hurtigt skrælles af.

Dialog er der ikke meget af i Tue Sanggaards Animals, og det sparsommelige sprog, der endelig ytres, er reduceret til uforståelig mumlen. Men personerne kommunikerer meget kropsligt. Halvvejs i filmen er alle pludselig nøgne og bevæger sig i slowmotion.

Animals slår sig dog først for alvor filmisk løs til sidst, hvor det dyriske visualiseres gennem euforiske farver, dunkende techno og kalejdoskopiske former. Det betyder også, at Animals er langt mere interessant i sit udtryk end i sin fortælling.

Desert

En kvinde vandrer rundt i en gigantisk ørken i Sophia Pashaeis poetiske Desert – en titel, der både kan betyde ”ørken” og ”at forlade et sted”.

Filmen foregår da også i en ørken, som den kvindelige hovedkarakter måske forlader symbolsk, da stemningen undervejs forvandler sig fra det dystre til det opmuntrende. Stilen er enkel, nærmest naivistisk i sit 2D-udtryk og bestemt ganske poetisk. Filmens gennemgående musikalske tema slår en på samme tid faretruende og fascinerende tone an.

Desert er drømmende og sanselig, men også svær at engagere sig i. Formen og udtrykket er interessant, men indholdet kan ikke helt følge med.  

Forglemmegei

Uden at mæle et eneste ord formår Forglemmegei at fortælle en smuk og rørende historie om en ensom mand, der kommer overens med sig selv.

Filmen er flot udført i 3D-animation. Udtrykket er både fantasifuldt og dragende taktilt, så man næsten får lyst til at røre ved filmen. Det er i sig selv gedigent godt lavet. Og fordi fortællingen samtidig formidles med en filmisk glæde, er Katarina Lundquists Forglemmegei netop ikke en film, man bare glemmer.

Filmens omdrejningspunkt er venskabet mellem en ensom mand og en trold i de norske skove. Da trolden forsvinder, må manden ud på en rejse igennem den magiske skov. Her folder Forglemmegei sig især ud, da manden undervejs svæver igennem dimensioner og magisk farverige universer. At fortællingen faktisk er opbyggelig, tilgiver man derfor nemt.  

Deepness of the Fry

Hvordan er man unik i verden, hvor alt er gjort, tænkt og sagt tusinde gange før?

Det eksistentielle spørgsmål stiller August Niclasens Deepness of the Fry gang på gang. Pudsigt nok illustrerer filmens form selv den pointe ved at blande klassiske animationsstilarter i en unik pærevælling. Den kommer ikke helt i mål, men filmen er alligevel et tankevækkende bekendtskab.

En metallisk og monoton fortællerstemme stiller konstant lommefilosofiske spørgsmål. Imens stiger tempoet, så collageformen til sidst eksploderer i en eksplosion af filmiske udtryk.

Formen er skiftevis æggende og anstrengende. Filmen løfter sig dog mod slutningen, fordi den ikke kun stempler vores jagt på det unikke som en eksistentiel frustration. For det er også betryggende, at vi ikke kun er unikke, men også har noget tilfælles med andre.  

Monachopsis

Monachopsis kan måske bedst beskrives som en filmisk refleksion over en helt særlig sindstilstand. Den særegne titel forklares i John Koenigs fortælling The Dictionary of Obscure Sorrows, som filmen er inspireret af: følelsen af utilpashed. Den følelse knytter sig til hverdagens evindelige trummerum, depression og isolation.

Netop den følelse forsøger Kim Strandlis Monochopsis at formidle filmisk, og det slipper den egentlig ret godt fra. For sjovt nok lader den slags komplekse sindstilstande sig slet ikke forklare på skrift, men skal netop opleves igennem billeder og lyd.

Filmenbestår af en række tableauer, der gentages med varierende intensitet og rytme. Et forladt klasselokale, en strand med en evig solnedgang og en mennesketom, slidt bus. Musikken dikterer effektivt fornemmelsen af det isolerede og perifere.

Det er historien styrke og held, at man trods alt efterlades med et håb, når filmen slutter.  

Ur Aska

Myra Sofia Hilds Ur Aska er denne årgangs mest klassiske film og den mest replikbårne. Det går heldigvis ikke ud over den rent filmiske dimension, der emmer af spiritualitet og sans for naturen.

Da Emblas kæreste Aska pludselig begynder at forandre sig fysisk og personlighedsmæssigt, kommer Embla til at tvivle på deres forhold. Hvad betyder Askas forandrede ”jeg” for de to, og kan Embla leve sammen med sin transformerede kæreste?

Ur Aska er farverig i sit udtryk. Tematisk undersøger den noget i retning af forskellighed, rummelighed og accept mellem mennesker. En formfuldendt og gedigen film.  

Tom Has a Plant

Tom Has a Plant er årgangens mest eksperimenterende og originale bud på en animationsfilm. Det er en besynderlig og lille fortælling, der er svær at blive klog på, men filmens visuelle udtryk og komplet særegne stil vækker opsigt.

I krystalklare primærfarver bevæger en række kantede Lego-menneskelignende figurer sig rundt i et spartansk univers. Handlingen er svær at få hold på, men en af figurerne må være titlens Tom, der forsøger at forære de andre en potteplante.

Thinh Nguyens film er komisk, mærkværdig og skør. Mest bizart bliver det, da to af de kubistiske figurer har åbenlys analsex. Filmen udfordrer alle konventioner om logik og genkendelighed, men den lykkes alligevel på sine egne særlige præmisser med at skabe noget helt anderledes og visuelt spændende.