Arkitekten

En arkitekt, der ikke kan finde et sted at bo, er det tragikomiske udgangspunkt for Arkitekten.

I Viaplay-seriens første afsnit afvises 29-årige Julie (Eili Harboe) af en AI-bankrådgiver, da hun forsøger at låne penge til en lejlighed.

Fortællingen er hensat til Oslo i en nær fremtid, hvor alt er gråt og gaderne tomme for biler. Droner svirrer over hovedet på indbyggerne, og skyskrabere tårner truende i vejret.

Det er det danske instruktørtalent Kerren Lumer-Klabbers, der står bag serien, som vandt en særpris på årets Berlinale.

Hun dimitterede fra den norske filmskole med kortfilmen Papapa, om en ung kvinde, som møder sin donorfar for første gang. Den udspiller sig ligeledes i en genkendelig fremtid og vandt i 2021 fiktionsprisen ved Ekko Shortlist Awards.

I Arkitekten forestiller instruktøren sig et boligmarked, der er løbet endnu mere løbsk, end det er i dag.

På blot fire afsnit af knap tyve minutter hver foldes fortællingen ud. Fordi Arkitekten er så kort en serie, bevæger historien sig hurtigt frem. Men imponerende nok føles den på intet tidspunkt forhastet.

I første afsnit introduceres fremtidsuniverset.

Julie er mildest talt presset og må flytte ned i en parkeringskælder. Her skal hun bo i en slags udvidet brusekabine, hvor kun et forhæng adskiller hendes egen og naboens lejlighed. Til gengæld er huslejen 23.000 kroner om måneden!

Endnu mere sort ser det ud, da hendes ekskæreste Marcus (Fredrik Stenberg Ditlev-Simonsen) fastansættes som arkitekt i det firma, hvor Julie arbejder.

Hun laver kaffe og løber ærinder som praktikant, selv om hun egentlig er uddannet arkitekt. Men da chefen lover en kæmpe bonus til den, som kan finde en løsning på Oslos boligmangel, øjner Julie muligheden for at få råd til et boliglån.

Den rungende og metalliske lydside svøber Julie i håbløshed. I flere scener klippes der pludselig til supertotal, så det er, som om hun forsvinder og bliver ét med de sterile omgivelser.

De triste rammer spejles i hendes nærmest mekaniske facon, der vidner om et ikke-eksisterende socialt liv. I Oslo anno lige om lidt har man ikke tid til venner, hvis man vil spare op til en lejlighed.

Med deres knastørre levering af replikker er personerne som taget ud af en Yorgos Lanthimos-film. Også brugen af klassisk musik leder tankerne hen på den græske instruktør, når der komisk blæses et kæmpe drama op i nogle ellers ret trivielle situationer.

I en af seriens sjoveste scener pønser Julie på at alliere sig med Marcus, da man skal være ansat som arkitekt i firmaet for at kvalificere sig til en bonus.

Julie står pludselig på Marcus’ kontor, hvor kameraet flytter sig hektisk mellem hans uforstående ansigtsudtryk og hendes målrettede og intense blik, mens strygere banker løs på lydsiden.

I andet afsnit tager historien en uventet og morbid drejning.

Marcus’ nye kæreste (Alexandra Gjerpen) holder en køkkenkniv over sin fod. Hun har ikke råd til at betale husleje for deres fælles lejlighed og håber at få forsikring udbetalt, hvis hun kapper sin tå af.

Det er lige dele underholdende og væmmeligt at se, hvad de ekstreme omstændigheder gør ved personerne.

Serien lykkes særligt godt, fordi man aldrig helt ved, hvad man skal regne med. Ikke mindst visuelt overraskes man af de skæve idéer og påfund. Den dynamiske klippestil samt det håndholdte kamera er afgørende for den komiske timing.

Der dvæles tilpas længe ved personernes pressede ansigter og de akavede situationer, så man ikke kan undgå at klukle.

Især Marcus’ grimasser er latterfremkaldende, da hans lækre liv begynder at krakelere, og man ser desperationen i hans øjne.

Kerren Lumer-Klabbers har skrevet historien sammen med Kristian Kilde og Nora Landsrød. Det er manuskriptforfatternes blik for detaljer, der får Arkitekten til at føles som en gennemtænkt og helstøbt serie.

Som når en drone går tur med en hund i et afsnit, hvorefter hunden i næste afsnit trækker en smadret drone efter sig langs asfalten.