I lang tid var der ingenting at brokke sig over.
Arvingerne var ikke bare et forfriskende sporskifte for DR efter dundersucceserne Forbrydelsen, Borgen og Broen (ikke et ondt ord om dem) mod en større dramaturgisk tålmodighed, som tillod historien at udfolde sig langsomt og organisk og dykke dybt ned i karakterernes sammensatte psykologi.
Den var også yderst vellavet og ikke mindst fabelagtigt spillet, især af Trine Dyrholm, Jesper Christensen, Carsten Bjørnlund og Mikkel Boe Følsgaard, som med ærefrygtindgydende intensitet afleverer replikker, der sjældent er hørt mere mundrette på modersmålet.
Og seerne fulgte med, faktisk langt flere end DR havde troet, at seriens kunstnermiljø kunne trække (lidt håndbold hjalp helt sikkert på folkeligheden).
Men først og fremmest er Arvingerne én af de mest påtrængende og gribende historier, der er blevet fortalt på dansk tv.
Maya Ilsøe skildrede med fintmærkende intuition, hvordan kunstneren Veronika Grønnegaards død først samlede og siden sønderdelte den familie, hun efterlod sig. Og hvordan en epidemisk grådighed bemægtigede sig og brutaliserede hver eneste arving, så de helt glemte deres mors død og endte langt værre stedt.
Det var vedkommende menneskeligt drama med tragediens fatalistiske forsyn, en sjælden synergi mellem skuespiller og replik og et overraskende stærkt spændingselement.
Så var det en skønhedsplet, at det til tider var lige lovlig belejligt, hvordan nye arveretlige spidsfindigheder vendte spillet snart til den ene og snart til den anden side i den delikate arvesag om Grønnegården.
Selv Frederik, Emil og Solveigs det-bliver-i-familien-trekantsdrama, der i begyndelsen var svært at sluge, fungerer i kraft af Carsten Bjørnlunds knugende sårbarhed som Frederik.
Siden den dramatiske understrøm, som arvesagen udgjorde, løb ud, da ”Sunshine” fik sin slægtsgård i afsnit syv, har manuskriptet imidlertid virket mere ubeslutsomt og famlende og skudt nogle genveje.
De fleste problemer er heldigvis blevet opvejet af skuespillet. Takket være Trine Dyrholms almægtige alsidighed mærkes Gros udvikling fra glat karrierekvinde og kyniker over lattermildt og varmt familiemenneske, knækket og selvmedlidende sofakartoffel til noget midt imellem mindre oversprunget, end den egentlig er.
Marie Bach Hansen har haft en lignende udfordring, og hun kæmper mere med at legemliggøre Signes grasserende egennytte og griskhed, end hun gjorde med den oprindelige skal-vi-ikke-bare-alle-sammen-være-gode-venner-troskyldighed.
At lade den uspolerede blomsterpige korrumpere er tematisk logisk (og bedømt på titelsekvensen nok den bærende ide bag serien). Men hvis det skal være troværdigt, må det ikke ske så pludselig og uvarslet. Sunshines mudrede motiver gør hende mere irriterende end kompleks, og det var en skadefro forløsning, da den lidt vege håndbold-Andreas endelig fik nok og skred.
Emils Thailand-eventyr har udviklet sig til et febrilsk mareridt, og hans tur bag tremmer blev sæsonens nye dramatiske hook med medfangernes ufravendte stirren, kameraets ildevarslende fokus på Emils udsatte numse og den apokalyptiske udgangsreplik: ”Jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer ud.”
Fint med en cliffhanger, men dette sideplot har fra starten føltes som en protese, og forhåbentlig vil det ikke tage for megen opmærksomhed fra familiernes konfliktfyldte dynamik hjemme på Fyn.
For det er her, Arvingernes absolut mest interessante historie udspiller sig – den, som har gjort serien til noget af det mest velspillede og velskrevne danske film- og tv-fiktion i årevis.
At slutningen ikke var overvældende, kan sammenlignes med, når Usain Bolt sagtner farten i slutningen af et 100-meter-løb, fordi han er langt foran konkurrenterne: stadig ret suverænt.
Kommentarer