Hvorfor var der ingen, der gjorde noget?
Spørgsmålet hang med det samme i luften, da Harvey Weinstein-skandalen begyndte at rulle, og det er siden fulgt i hælene på hver eneste #MeToo-afsløring.
Det var en offentlig hemmelighed, lød rygterne. Alle talte om det, men ingen sagde noget højt. Hvorfor råbte kollegerne ikke op? Hvad med chaufføren? Hvad med sekretæren? Hvorfor tog ingen ansvaret på sig?
The Assistant kommer med et forbandet godt bud.
Gennem en enkelt dag følger filmen i hælene på unge Jane, der arbejder som assistent for en tyrannisk mandlig filmproducer. Og da hun når til fyraften, står det klart for både hende og publikum, at mænd som Weinstein er beskyttet af en tavshedskultur lige så korrumperende som mafiaens omerta.
Der nævnes ingen navne. Produceren, som får et helt kontorkompleks i New York til at bukke, skrabe og gå på æggeskaller, kaldes blot ”Han” – det vil sige patriarkatet snarere end en mand af kød og blod.
Vi får end ikke lov at se hans ansigt, kun små spor af den tsunami af dårligdom, han spreder omkring sig.
Kanyler på kontoret, som Jane må samle op. Stoffer i toiletskabet. Panikken i de underordnedes øjne ti minutter før han møder ind. Fotos af unge, smukke skuespillerinder, som bliver kaldt ind på hans kontor sent om aftenen. En ørering på gulvet næste dag.
”Sæt dig aldrig på hans sofa,” griner en mandlig medarbejder.
Siden #MeToo-bevægelsen eksploderede i 2017, har serier og film som The Morning Show, GLOW, BoJack Horseman og Bombshell – Opgørets time kigget indad på sexchikane i mediebranchen. Historierne lægger sig tæt op ad dem, vi kender fra nyhederne.
Men instruktør og manuskriptforfatter Kitty Green finder en modig, overset vinkel.
Hun retter ikke sin linse mod krænkeren eller den krænkede, men mod vidnet. Og mens kameraet nægter at vige fra Janes side, fanger det den lammende tavshed, der sikrer en mand som Weinstein frit spil.
Ingen løfter et øjenbryn, når producerens kone skriger ad Jane i telefonrøret, fordi hun vil vide, hvilken dame han knalder i dag. Alle ser det som en selvfølge, at det er Janes opgave at få den akkurat buksemyndige pige, han faktisk har tænkt sig at knalde, hen på hotellet i rette tid.
Julia Garner bærer filmen, når hun gang på gang sluger Janes ydmygelser og moralske skrupler med tydelige synkebevægelser. Den præcise, sammenbidte præstation står i skarp kontrast til skuespillerens provo-teen Ruth, der er det absolut bedste ved Netflix-serien Ozark.
Kitty Green har som research interviewet over 100 kvinder om deres oplevelser i filmindustrien, og det kan mærkes. Hun skaber et stumt, klaustrofobisk magtspil, som føles alt for troværdigt.
Der er ingen hånd op ad låret, ingen rygende pistol, kun en byge af onde snitsår, der over tid åbner et blødende hul i Jane.
Og hvor langt den giftige kultur har spredt sig fra chefkontoret, står klart i filmens mest mindeværdige scene.
Da Jane endelig kræver et møde med HR-chefen, oplever hun Matthew Macfadyen som glat skrankepave af djævelens nåde. Med velvalgte ord lader han hende forstå, hvor få der ville lytte til hende, hvis hun altså vovede at råbe op.
The Assistant er den hidtil bedste og mest indsigtsfulde #MeToo-film.
Efterhånden er det heldigvis gået op for de fleste, hvor meget ofrene risikerer ved at stå frem. Kitty Green lader os mærke, hvorfor også vidnerne ofte holder mund. Men hun fritager dem vel at mærke ikke for ansvar.
Weinstein sidder i dag bag tremmer, men forandring kommer ikke med spredte whistleblowere og fyresedler på direktionsgangen.
Det kræver et tålmodigt opgør med den dybt rodfæstede kultur, der får firmaets eneste magtfulde kvinde til at afvise Janes bekymringer for chefens nye, unge bytte med ordene: ”Bare rolig, hun får mere ud af det, end han gør. Tro mig.”
Kommentarer