Atlanta – sæson 3

Donald Glovers satiriske, surrealistiske komedieserie Atlanta har boblet øverst på kritikerlister over tidens bedste tv-serier, siden første sæson havde premiere i 2016. 

Anden sæson hævede barren med outrerede optrin og intelligent samtidskritik og en tone, der svinger vildt fra det ene afsnit til det andet. 

Afsnit som Barbershop, hvor den stadig mere succesrige Alfred, der rapper under navnet Paperboi, halser efter sin frisør med en halvfærdig frisure, er komisk guld. 

Mens afsnittet Teddy Perkins, hvor hans stenede ven Darius fanges i et drabeligt broderopgør, er socialt bevidst gys på højde med Jordan Peeles Get Out. 

Inden for rammehistorien om Paperbois karriere følger serien personerne i løst forbundne vignetter, der tilsammen tegner et morsomt og spydigt portræt af Donald Glovers hjemby. 

Atlanta er en metropol i sydstaten Georgia med lige dele fattigdom og gentrificering, hvor det stadig er den hvide minoritetsbefolkning, der sidder på størstedelen af kagen. 

Men i tredje sæson tager Atlanta på Europa-turné. 

Da vi første gang møder Earn (Paperbois manager spillet af serieskaber Donald Glover) slår han øjnene op i en hotelseng i København ved siden af en dansk blondine, der ikke kan et kvæk engelsk. 

I Amsterdam render gruppen ind i den hollandske julemandsmedhjælper Zwarte Piet, der spilles med brun ansigtsmaling og postkasserøde læber. I London møder de en fej, russisk oligark og hvide rigmænd, der bejler for at få deres anerkendelse. 

Seriens satire er ikke altid lige så skarp på udebane, men perspektivet har også ændret sig. 

Paperboi er nemlig blevet en rapstjerne, siden vi så ham sidst. Og hvor de første sæsoner ofte udstillede magtstrukturer, der kan fastholde sorte på bunden af samfundet, kredser tredje sæson om de snærende forventninger, der venter på toppen. 

I et afsnit stiller Paperboi op til en undskyldningskonference for et modehus, der er kommet til at lave en dyr baseballtrøje påtrykt ”Central Park 5”. Modehuset anede ikke, at navnet bruges om de fem sorte og latinamerikanske unge, der blev uskyldigt dømt for en voldtægt i Central Park (som skildret i Ava Duvernays miniserie When They See Us). 

På pressemødet spørger en journalist, om racisme er et overstået kapitel. Paperboi når dårligt nok at få sagt ”Fuck, no!”, før hans sidemand snupper mikrofonen og lover, at takket være hans arbejde vil racisme være et overstået kapitel i 2024. 

Det er varm luft og kold kynisme, og Brian Tyree Henry er formidabel som den temperamentsfulde rapper, der samtidig er seriens måske mest sympatiske karakter. 

Seriens centrale firkløver, der også tæller Lakeith Stanfield som Darius og Zazie Beetz som Earns ekskæreste Van, er suger opmærksomheden til sig i forsøget på at tage næste skridt, nu hvor succes endelig har skaffet dem fast grund under fødderne. 

Alle fire er også blevet eftertragtede stjerneskuespillere, hvad der – sammen med pandemien – har gjort, at vi har måttet vente så længe på tredje sæson. Den er så til gengæld optaget sammen med fjerde og sidste sæson, der forventes at få premiere allerede til efteråret. 

Måske er det derfor, tredje sæson ofte føles som en halv historie. Og formentlig er det grunden til, at fire af sæsonens ti afsnit er løsrevne kortfilm, der næsten intet har at gøre med seriens hovedpersoner. 

I det første antologi-afsnit, Three Little Slaps, lover en skolerådgiver at redde den sorte knægt Loquareeous, da hun ser ham få en afklapsning af sin bedstefar. Snart lander han hos et par forskruede lesbiske plejeforældre, der lever af børnechecks og de grøntsager, deres sorte børneflok dyrker i baghaven. 

Det er en ætsende ubehagelig kortfilm, der hudfletter forestillingen om den hvide frelser med inspiration fra en virkelig tragedie fra 2018. 

Og de næste tre antologi-afsnit er tilsvarende tankevækkende. 

En hvid kontorarbejder får vendt op og ned på sin magelige tilværelse, da en sort kvinde kræver erstatning af ham, fordi hans tipoldefar ejede hendes tipoldeforældre. 

Et hvidt forældrepar overraskes over, hvor meget deres barnepige fra Trinidad og Tobago har fyldt i deres søns liv. Og en lyshudet, sort teenager, der kun har hvide venner, kommer på en svær prøve, da en rigmand tilbyder at betale for alle sorte elevers universitetsophold. 

Donald Glover instruerer selv flere af disse afsnit, og han har et mere slagkraftigt filmsprog end Hiro Murai, seriens hovedinstruktør. 

Begge er intelligente filmskabere med tør humor og sans for at dyrke stemninger, og Atlanta ligner sig selv med dens afblegede farver og skæve kompositioner. 

Men i tredje sæson er det til tider, som om skaberne ikke ved, hvilken historie de vil fortælle. Antologiafsnittene rimer på hovedfortællingen med relaterede tematikker om systemisk racisme og racebaseret identitetspolitik, men man når at savne seriens hovedpersoner. 

I hjemlandet måtte tredje sæson af Atlanta nøjes med en enkelt Emmy-nominering, hvor anden sæson fik seksten. Men Atlanta er stadig en af tidens bedste serier.