Away

Der er meget få millimeter land på Jorden, som ikke er blevet udforsket endnu. Reelt er der kun to muligheder tilbage for opdagelsesrejsende – ned i havets dybder eller ud i rummet.

Og Mars er det næste sted, mennesket aspirerer om at gøre til sit domæne.

Den røde planet har både i litteratur og på film og i tv været en yndet destination for menneskeheden. Mars er også målet for den internationale besætning i Netflix’ rum-epos Away.

Hilary Swank spiller kommandør Emma Green, som sammen med sit mandskab skal på en tre år lang mission til Mars.

Selvfølgelig forløber det ikke uden problemer, for hvem ville se en rumserie uden nogen spændingsfulde øjeblikke? Det er der så også i rigelige mængder. Hvert afsnit har minimum et problem, der truer mandskabets eksistens eller mentale helbred.

Det skaber en masse spektakulære situationer, hvor astronauterne af den ene eller anden grund skal begive sig ud på en farefuld og dumdristig rumvandring.

Den ekstraordinære kulisse til trods bliver det hurtigt forudsigeligt.

Scenerne ombord på rumskibet Atlas ser ellers godt ud. Der er tydeligvis blevet skævet til forrige års store sci-fi-film Ad Astra, men stilen er blevet tonet ned til den lille skærm, og der er ikke styr på detaljerne.

Tidsfornemmelsen i forhold til, hvor lang tid Green og holdet er i rummet, bliver ikke formidlet ordentligt. Alle har sjovt nok det nøjagtigt samme hår flere måneder inde i missionen, som de havde, da de rumrejsende forlod Jorden.

Der lægges ellers vægt på, at tid tærer på mennesker – både dem i rummet, men også de familiemedlemmer og kære, de har efterladt. Og her finder Away faktisk ind til en medrivende kerne.

Emmas mand Matt og datter Alexis forsøger at få tingene til at hænge sammen, mens hun er væk. Det kompliceres dog allerede i første afsnit, da han rammes af en blodprop og bliver lam i benene. Så teenageren Alexis er nødt til at skubbe sine egne følelser væk og være stærk for sin far.

Kærlighed er det stærke kort for serien. Ud over Green har de andre besætningsmedlemmer forskellige relationer, som har indflydelse på de valg, de træffer i rummet.

Den brovtende russer Misha er den mest erfarne og en legende i hjemlandet, men de mange år væk har kostet ham forholdet til sin nu voksne datter. Botanisten Kwesi blev som ung adopteret fra Afrika af en jødisk familie, og hans religiøse forankring står i diametral modsætning til kinesiske Yu, som på nær ét enkelt punkt gør alt efter bogen.

Lidt mere underbelyst er indiske Ram, der også fungerer som mandskabets læge. Men som tingene udvikler sig i de to sidste afsnit i sæsonen bliver det tydeligt, hvordan forfatterne har tænkt sig at bruge ham i en eventuel anden sæson, hvis den altså kommer.

Serien har som sådan ikke nogen graverende fejl. Skuespillet er i den gode ende, og Swank har efter længere tids ørkenvandring endelig fundet et projekt, hvor hun kan vise nogle af de kvaliteter, der har gjort hende til dobbelt Oscar-vinder for bedste kvindelige hovedrolle i Boys Don’t Cry og Million Dollar Baby.

Men Away mangler øjeblikke, som bliver hængende hos en i længere tid. Flashback-sekvenser bruges til at give indsigt i de forskellige karakteres motivationer, og her veksles der mellem elegant fortælleteknik og ucharmerende følelsesporno.

Intet at det gør for alvor indtryk eller sætter sig i kroppen. I stedet kommer det til at føles, som om serien fisker efter at få tårer ud af publikum, som den ikke gør sig fortjent til.