”Det er jo kitsch. Et glansbillede. Det har intet med virkeligheden at gøre.” Det siger læsehesten Vera om drejebogen til Danmarksfilmen, som søsteren Amanda har fået til opgave at producere.
Men stikpillen til hendes projekt er lige så meget en metabevidst kommentar til kritikken, som de første fem sæsoner af Badehotellet har høstet.
Alligevel fortsætter Stig Thorsboe og Hanna Lundblad ufortrødent med deres kostumedrama, som vi kender det.
Selv om fascismens vinde blæser over Europa i 1939, synes alt at være lutter lagkage på Andersens Badehotel, hvor det bedre borgerskab nyder den danske sommer.
Den gestikulerende skuespiller Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen) skjuler sig efter en pinlig optræden på scenen, mens viljestærke Amanda (Amalie Dollerup) prøver at finde en balance mellem ægteskabet og karrieren som filmproducer.
Og så er der Lars Ranthes frembrusende Grosserer Madsen, der til de andres forargelse altid siger noget forkert. Det sker i et dramatisk højdepunkt, hvor gæsterne bekymret taler om koncentrationslejrenes grusomheder i Tyskland. Klodset bryder Madsen ind og forsvarer fremmedhadet som et nødvendigt onde for at opnå vækst.
Særligt spændende blandt alle de små sidehistorier er et snigende elskovsdrama mellem tjenestepigen Nana (Laura Kjær) og den nervøse rigmandssøn Leslie Frigh (Lue Støvelbæk).
Selv om klasseforskellen gør tiltrækningen problematisk, stjæler parret lystige øjeblikke sammen, når de tager på udflugt skjult for de andres åsyn.
I baggrunden optræder et glansbillede af et yndigt land badet i buldrende farver. Der serveres forloren and med brune kartofler på musselmalede porcelænstallerkener og konflikterne er aldrig så store, at de overskygger Badehotellets spøjse persongalleri og skuespillere, der spiller til bagerste række.
På godt og ondt er det den pæneste fremstilling af Danmark siden Alice O’Fredericks levendegjorde Morten Korchs romaner i film som Næsbygaard-trilogien. Og i en tid domineret af dystre krimier er det da på sin plads med et mere lattermildt alternativ.
Ligesom i de folkekære Morten Korch-film ser vi muntre scener med karikerede voksne, der giver efter for deres mest barnlige impulser. Som når Edward vil undskylde sin opførsel over for en af de andre gæster ved at sætte et stykke kage foran hendes dør. I næste scene gør gæsten sin dramatiske entre som en ægte teaterdiva og fortæller med himmelkastede øjne, hvordan hun var ved at træde i kagen, fordi skuespilleren ikke kan finde ud af at sige undskyld som en voksen mand.
Som i ethvert kostumedrama vil Badehotellet genskabe tidsånden. Ikke bare med fin beklædning og tidssvarende musik, men også storpolitiske strømninger.
Det er dristigt, at serien, der er blevet set som en fattigmandsudgave af Matador, i sin sjette sæson springer syv år frem til 1939 – et år, hvor tunge emner som nazisme ikke er til at komme udenom.
Den italesættes blandt gæsterne, når de hvisker om en fælles bekendt, der er blevet afvist som jøde ved den danske grænse. Vera citerer spydigt og rød af harme ordene fra Amandas kommende Danmarksfilm. ”Danmark er et hyggeligt og gæstfrit land. Vi byder alle velkomne!”
Men den polerede fremstilling af perioden gør ikke plads til at bearbejde nazismens indtog, som serien nøjes med sporadisk at nævne.
Med Halfdan E og Jeppe Kaas’ musikspor, der stadig lyder mere som 1910’ernes ragtime end 30’ernes swingmusik, vil Badehotellet skildre mellemkrigstiden som en homogen periode.
Stråhatte, onduleret hår og ikke mindst Edward Weyses lighed med en af Hollywoods store stumfilmsstjerner, Douglas Fairbanks, gør kunststykket fuldendt.
Med sin lette munterhed har Badehotellet unægtelig et folkeligt tække. Men kostumedramaet kommer med sin halvhjertede skildring af de dystre slut-1930’ere stadig til at stå i skyggen af Matador.
facebook
twitter
Kommentarer